Gudenåstien fra kilde til fjord: Ambitiøst projekt er snart en realitet
Stibyggeriet på strækningen mellem Langå og Randers er godt i gang.
Med nye træbroer, bedre stier og mulighed for løbende at holde sig opdateret om vandstand og fremkommelighed, bliver det i fremtiden nemmere at færdes tørskoet langs hele Gudenåen, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Arbejdet på strækningen mellem Langå og Randers sker som led i projektet Gudenåstien – fra kilde til fjord, som etablerer en sammenhængende og ensartet afmærket vandrerute langs Danmarks længste å. Den nye 175 kilometer lange sti vil sno sig langs åen fra dens udspring i Tinnet Krat til Justesens Plæne midt i Randers.
»Naturen langs Gudenåen er noget ganske særligt, og nu gør vi det nemmere at komme ud og opleve den helt tæt på uden at skulle bekymre sig om våde sko og risikoen for at skulle vende om på grund af, til tider, ret ufremkommelige steder. Med Gudenåstien får vi en sti i særklasse, der både kommer til at gavne os alle og kan være med til at tiltrække flere turister og naturinteresserede til området,« siger borgmester Torben Hansen.
Han roser det gode samarbejde med de involverede fonde, de andre Gudenå-kommuner, Naturstyrelsen samt lodsejere og lokale foreninger:
»Den lokale opbakning er helt afgørende for at kunne realisere projektet, og jeg er glad for, at så mange kan se værdien og bidrager med både jord, viden og hjælpende hænder.«
I forbindelse med anlægsarbejdet kan man opleve, at dele af stien periodevis vil være helt eller delvist spærret. I det tilfælde henvises til cykelstien mellem Langå og Randers som alternativ rute.
Forventningen er, at den samlede Gudenåsti er klar til indvielse i foråret 2026.