Sprængfarligt festuge-arrangement får borgmester til at reagere: Oplagt at drøfte det i bestyrelsen
Ifølge Aarhus' borgmester Anders Winnerskjold kan det være nødvendigt at justere på, hvilke typer arrangementer der kan komme under festugens officielle paraply.
»Festugen er en folkefest, og festugen skal samle. Den må gerne provokere, men den skal samle. Det her splitter folk.«
Byrådsmedlem Peter Sporleder (K) er ikke imponeret over, at man ved Aarhus Festuge 2025 kan finde arrangementet Fest for liv: Støttefest for Gaza.
Arrangementets formål er dels at sende en nødhjælpsbåd til Gaza og dels lægge pres på regeringen for at lægge sin linje om i forhold til Gazakrigen.
»Vi kræver sanktionering af Israel. Vi kræver et frit Palæstina,« lyder det fra den politiske ungdomsorganisation Rød-Grøn Ungdom Aarhus, der står bag arrangementet.
Arrangementet er faldet flere af festugens sponsorer for brystet. Det i en sådan grad, at de overvejer helt at stoppe deres sponsorater til Aarhus Festuge.
Peter Sporleder har, siger han, svært ved at forestille sig, at bestyrelsen i Aarhus Festuge har godkendt Fest for liv: Støttefest for Gaza.
»Jeg vil tage kontakt til festugens bestyrelse og spørge dem om, hvorfor arrangementet er med. Jeg håber, det er en fejl. Formanden for Aarhus Festuge er vores borgmester, og vi er forpligtet til, at arrangementerne er ordentlige, og det er det her ikke,« siger han.
»Lad mangfoldigheden blomstre«
Enhedslistens Solveig Munk mener derimod, at der også skal være plads til et arrangement som Fest for liv: Støttefest for Gaza ved festugen. Det er måske knapt så overraskende, da Enhedslisten har en samarbejdsaftale med Rød-Grøn Ungdom.
»Det ville være temmelig begrænsende, hvis vi ikke kunne ytre os politisk under festugen. Det er faktisk en uhyggelig tanke. Så skulle vi også sortere i de kunstneriske arrangementer. Der er masser af teater og andre kulturelle udtryksformer, der har politiske budskaber. Der foregår utrolig mange ting, hvor man forholder sig til alt muligt til festugen. Lad mangfoldigheden blomstre,« siger hun.
Det er, mener Solveig Munk, kun Rød-Grøn Ungdom, der kan stå på mål for indholdet ved Gaza-arrangementet.
»De er aktivister og ikke parlamentarikere, og de forsøger at sætte fokus på et emne, som man både i Folketinget og her i byrådet i Aarhus er skræmmende tavse omkring,« siger hun.
Hvis man spørger Danmarksdemokraternes medlem af Aarhus Byråd, Jakob Søgaard Clausen, kan og bør Aarhus Festuge stå på mål for arrangementerne ved festugen.
»Det her arrangement er en del af festugens officielle program, og jeg synes, det er et fuldstændig fejlskud fra festugens side, at man har godkendt det. Det er en yderliggående politisk ungdomsorganisation, der arrangerer det, og arrangementet har intet med festugen eller festugens tema at gøre. Rød-Grøn Ungdom Aarhus har ret til at synes, hvad de vil, men man ødelægger festugen ved at gøre den slags politiske arrangementer til en del af festugen,« siger han.
Borgmester: Oplagt at drøfte
Aarhus Kommune støtter Aarhus Festuge økonomisk og politisk, og som nævnt af Peter Sporleder, er borgmester Anders Winnerskjold (S) formand for Aarhus Festuges bestyrelse.
Det har inden deadline ikke været muligt at få borgmesteren i tale, men i en skriftlig kommentar formulerer Anders Winnerskjold følgende:
»De konkrete beslutninger om de enkelte arrangementer er ikke noget bestyrelsen er involveret i, hverken i forhold til festugens egne eller de, der blot ligger under festugens paraply. Men selvfølgelig kan man diskutere og have skarpe holdninger til, om det omtalte arrangement eller andre hører til under festugen. Derfor tænker jeg også, det er oplagt, at vi på den anden side af årets festuge tager en drøftelse i bestyrelsen, om de rammer festugen skal agere under. Om der er behov for at justere på, hvilke typer af arrangementer, der kan komme under festugens officielle paraply.«