Snorklip og solstråler: Udvalgsformand fejrer solcellepark – men giver fremtidige projekter en kurv
Kasper Kolstrup Møller indvier Djurslands største solcellepark, men afviser flere projekter i fremtiden.
Mandag er en dag fyldt med kontraster for Kasper Kolstrup Møller, konservatives borgmesterkandidat til KV25, og nuværende formand for Erhvervs- og Planudvalget.
På den ene side holder han tale og klipper snoren til Djurslands hidtil største solcellepark, Kolind Solcellepark, der nu står klar til at producere 132.000 MWh grøn strøm om året.
Solcelleparken er placeret i det åbne landskab mellem Kolind og Nødager og dækker 122 hektar – et areal på størrelse med 170 fodboldbaner.
På den anden side melder han klart ud, at Konservative Syddjurs siger nej til flere solcelleprojekter i den kommende byrådsperiode.
Ingen kapacitet
Kasper Kolstrup Møller understreger, at det er en enig gruppe, der står bag beslutningen.
»Vi mener, at vi er nået dertil, at fremtidens solcelleprojekter skal have et så stort volumen arealmæssigt, for at der er økonomi i det for udviklerne, at vi ikke har nok kapacitet i kommunen til at opfylde dette ønske. I forvejen er det jo lykkedes for os i denne periode at realisere flere projekter med opbakning fra borgerne.«
Konstruktiv tilgang
Selvom Konservative Syddjurs siger nej til nye projekter, vil partiet forholde sig konstruktivt til de to nuværende projekter, der er i proces.
»Vi har projektet ved mellem Sophie-Amaliegård Skov og Estrupbirke Skov og projektet på Margrethelundvej-Frederikslundvej mellem Ryomgård og Nimtofte. Det kan godt være, at de bliver svære at komme i mål med set fra vores synspunkt, men vi er fortsat konstruktive i forhold til det videre forløb,« lover Kasper Kolstrup Møller.
Og så er der pølser
Mandagens indvielse af Kolind Solcellepark bliver med mere end 100 gæster.
Kolind Solcellepark er udviklet af NRGi Renewables i samarbejde med Sampension.
Programmet starter kl. 16.00 med en velkomst ved Jakob Bundgaard, CEO i NRGi Renewables.
Herefter holder Kasper Kolstrup Møller sin med spænding imødesete tale. Karsten Bjerrum Nielsen, direktør for Kattegatcentret, og Jacob Vittrup, CEO i NRGi, er også blandt talerne.
Kl. 16.25 klippes den røde snor, og derefter er der grillpølser fra den lokale slagter.