Fortsæt til indhold

Efter drama: Penge på vej til afdeling for kvindesygdomme og fødsler på AUH

Penge til presset afdeling på Aarhus Universitetshospital kan forhåbentlig få både medarbejdere og hospitalsledelse til at sænke skuldrene, lyder det fra formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

Samfund

Der krævede blandt andet et stærkt formuleret bekymringsbrev til gruppeformændene i regionsrådet og koncerndirektionen i Region Midtjylland, men nu er der penge på vej til Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.

Det er resultatet af netop overståede budgetforhandlinger for 2026 i Region Midtjylland.

Regionen kommer til at give 15 millioner kroner i varige midler til kvindesygdomme i Region Midtjylland. Pengene spredes ud over flere hospitaler, blandt andre Aarhus Universitetshospital. Der er desuden afsat 20 millioner kroner her og nu til at aflaste de mest pressede afdelinger i regionen, herunder Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på AUH. Sidst er der i budgetforhandlingerne fundet 30 millioner kroner til robotteknologi, hvilket også på sigt kommer til at gavne Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.

Det oplyser formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Purnima Erichsen (K).

»Der vil komme penge til at styrke kvindesygdomme på AUH. Det er godt nyt for de ansatte og i sidste ende for patienterne på afdelingen. Jeg forstår, at flere læger og jordemødre på afdelingen er gået ned med stress, og det er en uholdbar situation. Vi vil meget gerne beholde det dygtige personale, vi har. Afdelingen er også et fagligt fyrtårn. Hvis der er noget i regionen, man er i tvivl om i forhold til kvindesygdomme, er det AUH man ringer til,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har inden budgetforhandlingerne spurgt rundt blandt fagfolk og patientforeninger, hvor skoen trykker. Politik skal følge virkeligheden, og jeg vil gerne bruge skatteborgernes penge bedst muligt.«

Den gode tone

Af det førnævnte bekymringsbrev, dateret 2. september, fremgår det, at Afdelingsledelsen for Kvindesygdomme og Fødsler er blevet pålagt at indhente gammel gæld på seks millioner kroner i 2026. Den spareøvelse kan kun lade sig gøre ved afskedigelser og forringelser, der »uundgåeligt vil have indflydelse på den faglige kvalitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø,« lyder det.

»Vores tiltro til dialog med vores hospitalsledelse er opbrugt. Vi har ingen grund til at tro, at de vil lytte eller søge et kompromis, der kan lade sig gøre,« står der blandt andet i brevet.

I december 2024 kunne Jyllands-Posten berette om et væld af sygemeldinger, opsigelser og et markant ansættelsesstop på Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, og at afdelingen kørte med en konstant og skyhøj overbelægning.

Én ting er, at afdelingen får tilført flere økonomiske ressourcer, en anden er den tilspidsede situation mellem afdelingens medarbejdere og hospitalsledelsen. Purnima Erichsens råd er, at parterne skal prøve at gå i dialog igen.

»Hospitalsledelsen har jo også haft en opgave. Den har blandt andet skullet overholde et budget. Nu hjælper vi hospitalet med midler og dermed hospitalsledelsen, og nu ved ledelsen også, at der er et politisk fokus på at styrke området for kvindesygdomme. Jeg håber, at det kan gøre, at man vil den gode tone, og jeg tror, der vil komme nogle fornuftige løsninger, og at alle kan sænke skuldrene,« siger Purnima Erichsen.

Hun vil tage situationen omkring Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital op, når der er hospitaludvalgsmøde 8. september.

»Jeg er ganske tilfreds, men det er ikke nok at allokere penge. Jeg vil være sikker på, at der er en politisk bevågenhed på det her, for kvindesygdomme er et område, vi politisk gerne vil styrke,« siger Purnima Erichsen.

Bør patienter på afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler på AUH frygte, at der kan opstå situationer, hvor der ikke er den rette bemanding til at sikre et ordentligt behandlingsforløb?

»Nej, det skal de ikke være. Der er bred opbakning fra mine kolleger til at gøre noget ved det her.«

Hospitalsdirektør: En svær opgave

Ifølge hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital Thomas Balle Kristensen er det rigtig glædeligt, at der er blevet fundet nogle midler til Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.

»Nu skal vi se på, hvordan vi omsætter det, der ligger i budgetaftalen,« siger han.

Thomas Balle Kristensen er, siger han, ked af, hvis der er medarbejdere på Aarhus Universitetshospital, der ikke synes, at dialogen med ledelsen er tilfredsstillende.

»Vi vil rigtig gerne finde gode løsninger med alle vores afdelinger,« siger han.

Han tilføjer, at det for alle ledere på hospitalet er en del af ledelsesopgaven at styre hospitalets økonomi.

»Det har ikke mindst i de senere år været en svær opgave. Jeg er klar over, at flere medarbejdere i flere afdelinger synes, det er svært. Det forstår jeg godt. For det ér svært,« lyder det.

Hospitalsdirektøren ønsker ikke kommentere, at speciallægegruppen ved Afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler har skrevet et åbent brev til Region Midtjylland. Et brev, hvoraf det fremgår, at medarbejderne på afdelingen ikke tror på, at hospitalsledelsen på AUH vil lytte eller søge et kompromis, da der har været gentagne forsøg på dialog uden at det har resulteret i en løsning.

»Den dialog vil jeg helst tage internt med afdelingen,« lyder det.