Region indfører gratis parkering på midtjyske hospitaler
Der er i dag betalingsparkering ved flere hospitaler i Region Midtjylland. Fremover skal det være gratis.
Det skal være slut med at betale for parkering ved midtjyske sygehuse - både som patient, pårørende og medarbejder.
Det står klart, efter at partier i regionsrådet i Region Midtjylland har indgået forlig om regionens budget for 2026.
Fremover skal der nemlig være betalingsfri parkering ved alle regionens hospitaler, hvor parkanter dog fortsat vil skulle registrere parkeringen.
Der er i dag betalingsparkering på regionshospitalerne i Randers, Horsens og Silkeborg og på Aarhus Universitetshospital.
Ved sidstnævnte koster det eksempelvis godt 14 kroner per time, hvor man betaler per påbegyndt halve time. Det koster 55 kroner i døgnet.
»Aftalen er et udtryk for et regionsråd, der prioriterer ressourcerne dér, hvor de skaber mest værdi for borgerne,« lyder det fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse omkring det samlede budgetforlig.
Socialdemokratiet og SF foreslog gratis parkering i juni. I den forbindelse lød det fra formanden, at det skulle gøre op med en urimelighed.
»Vi vil gerne skabe mere lighed i sundhed og dermed hjælpe nogle af de borgere, der er særligt hårdt ramt økonomisk af betalingsparkeringen på vores hospitaler,« sagde han til DR.