To partier vil ikke være med til det kommunale budget - »Det er løftebrud«
Det bliver formentlig ikke en samlet kommunalbestyrelse, der vedtager kommunens budget op imod valget.
Onsdag forlod Ulf Harbo med sin lokalliste Natur- og Velfærdslisten årets budgetforhandlinger i Norddjurs Kommune.
Torsdag eftermiddag fulgte SF trop med deres tre mandater.
Dermed er det kun 23 af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer, der er enige om den foreløbige budgetskitse.
Løftebrud
Ulf Harbo begrunder sin udvandring fra budgetforhandlingerne med, at flertallet ikke ønsker at prioritere penge til naturen.
Faktisk ser Ulf Harbo det som et decideret løftebrud, fordi det allerede i 2022 blev lovet, at der i budgetterne for 2023-2026 også skulle afsættes midler til opkøb af naturarealer ligesom det blev aftalt i 2021.
»Kommunalbestyrelsen i Norddjurs og særligt Venstre, der har både borgmesterpost og formandsskab i miljø- og teknikudvalget burde se ud over egne snævre interesser og forsøge at samle kommunen om vores fælles forpligtelse til at arbejde for mere natur og biodiversitet i vores kommune,« siger Ulf Harbo.
»Jeg ser det som et svigt, fordi vi i Norddjurs kommune har vedtaget en lang række kommuneplaner, udviklings- og strategiplaner, politikker og senest en stor klimaplan, som alle understreger vigtigheden af, at vi får mere natur,« uddyber han.
Opkøb af jord til omdannelse til naturarealer var det helt store stridspunkt ved sidste års budgetforhandlinger. Her lykkedes det at lande et kompromis, hvor der blev afsat tre millioner kroner årligt til opkøb af arealer.
Ifølge Ulf Harbo er det i år ikke lykkes at skabe gehør for at prioritere flere penge til naturen.
»I dette års forhandlinger er der ikke mere et flertal for at vi skal prioritere opkøb af arealer til naturformål, på trods af et rekordstort anlægsbudget på over 125 millioner kroner, fordi kun Socialdemokratiet fortsat bakker op om at prioritere, at vi samarbejder om mere tilgængelig natur, flere naturkorridorer og bedre beskyttelse af vandløb, grundvand, biologisk mangfoldighed og havmiljø ved selv at opkøbe arealer til naturformål,« siger Ulf Harbo.
Skolerne får for lidt
For SF var det springende punkt, at særligt folkeskolerne ifølge partiet ikke bliver tilstrækkeligt prioriteret.
»Efter at have arbejdet i forhandlingerne for flere investeringer i blandt andet vores folkeskoler, så vi ikke flertallet rykke sig tilstrækkeligt på hverken rammerne omkring kommende års budgetter eller indholdet i budget 2026. Derfor præsenterer vi et alternativt budgetforslag, der i højere grad imødekommer de behov, vi ser blandt borgere og medarbejdere i Norddjurs,« siger SF’s gruppeformand Aleksander Myrhøj.
Det inderbærer ifølge partiet, at flere af de statslige midler, som kommunen modtager i de kommende år skal investeres i skolerne.
Derudover ønsker partiet forslaget en handicap- og pårørenderådgiver i kommunen samt en opnormering af børne- og familieafdelingen og etablering af et frivilligcenter.
SF anerkender i den forbindelse, at selv om kassen i Norddjurs Kommune er blevet velpolstret, så ser de kommende år også svære ud på grund af blandt andet dalende indbyggertal.
Alligevel mener SF’s Kasper Vindbjerg, at det er nu, der skal investeres.
»I SF kunne vi desværre ikke se os selv tilstrækkeligt i den budgetskitse der blev forhandlet. Der var simpelthen plads til og mulighed for at præsentere et bedre alternativ, hvor der er plads til udvikling af vores velfærd. Når man står midt i den positive udvikling som Norddjurs er i, er det vigtigt at fastholde en kurs hvor vi udvikler og investerer i det fremtiden har behov for,« siger Kasper Vindbjerg.
Et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er torsdag blevet enige om den såkaldte budgetskitse for 2026.
Den skal behandles ad to omgange i kommunalbestyrelsen den næste næste måneds tid.
Her vil særligt Natur- og Velfærdslisten og SF formentlig forsøge at gøre deres indflydelse gældende og for alligevel at kunne sætte deres aftryk i budgettet.