Fortsæt til indhold

Medbestemmelse og folkestyre: Elevrådsvalg skabte sitren og glæde i luften

Eleverne på Molsskolen fik praktisk erfaring med demokrati gennem en uges aktiviteter. Valgplakater, paneldebatter og valgtaler var en del af programmet.

Samfund

Flaget var hejst fredag 5. september på Molsskolen, hvor skolen summede af valgstemning.

Spænding i luften, mens eleverne afgiver deres stemmer. Foto: Molsskolen

Elever fra 1.-9. klasse arbejdede hele ugen med demokrati, medbestemmelse og folkestyre – præcis som folkeskolelovens formålsparagraf peger på: Skolen skal forberede eleverne til et samfund med frihed og folkestyre.

I løbet af ugen har eleverne skrevet og holdt valgtaler, hængt valgplakater op og deltaget i paneldebatter på skolen. På den måde er ’det store samfund’ blevet oversat til ’det lille samfund’ – nemlig vores skole.

Syvende årgang sørger for retfærdighed som valgtilforordnede. Foto: Molsskolen

Eleverne på 7. årgang havde en særlig rolle som valgtilforordnede og sørgede for, at alt gik retfærdigt og ordentligt til.

Fredag 5. september kulminerede det hele med selve valgdagen, hvor alle elever afgav deres stemme til skolens elevråd. Det blev en rigtig demokratiets festdag med spænding, god stemning og sitren i luften, mens alle ventede på resultatet.

Tine Meldgaard, lærer og primus motor for ugens forløb, udtrykker da også sin begejstring: »Det har været fantastisk at se eleverne engagere sig så meget i demokratiet. De har virkelig taget ejerskab over processen.«

Eleverne venter spændt på valgresultatet. Foto: Molsskolen

»Vi håber, at denne uge har givet dem en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være en aktiv borger.«

Det bliver spændende at følge det nye elevråds arbejde i dette skoleår.

»Vi ser frem til at se, hvordan de vil påvirke skolens hverdag og skabe positive forandringer,« siger en forventningsfuld Tine Meldgaard.

Stemmesedlerne levede fuldt ud op til kriterierne. Foto: Molsskolen
Kandidaterne måtte naturligvis stille op til skarpe interviews på valgdagen. Foto: Molsskolen