Fra Fanø til Aarhus Ø: Ny burgerbar har samme navn som ikonisk højhus
En trio af venner lever af at dyrke deres drøm. De har opnået så stor succes, at nu gør de klar til at åbne deres tredje sted.
Selvom den åbner midt på Aarhus Ø, er den kommende burgerbar, Lighthouse Burgers, ikke er opkaldt efter bydelens ikoniske højhus. Ejerne bag Lighthouse Burgers er netop ved at sætte lokalerne i stand, som de købte tilbage i juli.
I 2019 startede det som en drengedrøm for Karl Emil Halkjær, Rasmus Fischer og Karl Moth. Vennerne overtog Karl Emil Halkjærs fars gamle slagterforretning, som de forvandlede til burgerbaren Lighthouse Burgers.
I starten af 2025 åbnede de endnu en burgerbar af samme navn på Fanø. Og nu rykker de tættere på deres bopæl. På trods af at de er fra Fanø, bor de alle i Aarhus i dag. De har længe drømt om at finde de rette lokaler i Aarhus.
»Vi havde søgt i lang tid om at finde de rette lokaler. Nogle lokaler har været latterligt dyre, mens andre har været billige. Men med de lokaler, som vi har fundet, føler vi, at vi har fået det rette match,« siger Karl Emil Halkjær og fortsætter:
»Strategisk har vi valgt at åbne til marts. Vi kunne godt allerede åbne i slutningen af 2025, men vi synes, at det er en bedre idé at åbne i løbet af foråret. Så har vi vinteren til at forberede os og få klargjort det nye sted i Aarhus,« siger Karl Emil Halkjær.
De er netop gået i gang med renoveringen af deres nye lokaler.
»Mere end en burgerbar«
Da de tre venner startede Lighthouse Burgers i 2019, var tanken, at det blot skulle være et sommerprojekt.
»Jeg har altid drømt om at blive selvstændig. De andre drenge og jeg har kendt hinanden fra barnsben. Vi er vokset op på Fanø. Det sjove er, at alle vores fædre har været sømænd,« siger Karl Emil Halkjær og fortsætter:
»Min tanke var, at vi skulle have vores eget sted, hvor vi kunne sætte vores præg på Fanø. Men langsomt blev ambitionerne større for vores sommerprojekt.«
Han beskriver Lighthouse Burgers som »mere end en burgerbar.«
Det sidste års tid har de tre drenge løbende evalueret på konceptet. De er begyndt at sælge en del kaffe, og der er kommet morgenmad på menuen.
»Vi går op i, at vi kan rumme mere end et produkt. Derfor har vi udvidet sortimentet, men vores primære fokus ligger stadig på vores burgers,« siger han.
Jo mere de har fået styr på Lighthouse Burgers på Fanø, desto mere blod på tanden har de fået til at få konceptet ud over stepperne.
En afslappet atmosfære
På trods af Karl Emil Halkjær beskriver Lighthouse Burgers som »mere end en burgerbar« og fastslår overfor avisen, at de læner sig mere op af at være en restaurant, er der ingen tvivl om, hvilken atmosfære, man vil opleve hos dem.
»Vi gør meget ud af, at der er en god atmosfære Hvis vores personale har det godt, så afspejler det sig også ofte, at gæsterne har det godt,« siger han.
Karl Emil Halkjær og Rasmus Fischer har læst en videregående uddannelse. Så langt nåede Karl Moth dog ikke; han blev inddraget i projektet i sit sabbatår. Selvom Karl Emil Halkjær brugte tre år på universitetet, har det stået klar for ham hele livet, hvad drømmen var.
»Jeg har altid drømt om at blive selvstændig. Men jeg har før i tiden manglet at vide, hvad jeg skulle bruge min energi på som selvstændig. Det er vigtigt, at man finder noget, man synes er sjovt. Så man ikke brænder ud. Og det har jeg bestemt fundet med Lighthouse Burgers,« siger han.
De tre venner har selv besøgt mange restauranter og madsteder i Aarhus og håbet står klart for fremtiden:
»Vi håber, at vi kan bidrage positivt, og være med til at løft niveauet for madsteder i Aarhus,« afslutter Karl Emil Halkjær.
Lighthouse Burgers kommer til at ligge på Irma Pedersens Gade 130, hvor flere restauranter og spisesteder er dukket op.