Fortsæt til indhold

Nyt kvarter får navne efter markante personer: Det kommer gaderne til at hedde

Gadenavnene i det nye kvarter skal sikre, at stedets historie lever videre, når området omdannes til et levende bykvarter.

Samfund
ed

Amtssygehuset på Tage-Hansens Gade var i 83 år en central del af aarhusianernes liv. Både som arbejdsplads, fødested eller som der, hvor man blev behandlet.

Nu er de første nye vejnavne besluttet, og de er opkaldt efter personer med en stærk tilknytning til sygehuset.

Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Tidligere ansatte på Amtssygehuset har bidraget med viden og personlige erindringer. Det skal være med til at sikre, at navnene afspejler stedets historie og ånd på en meningsfuld måde.

»Når vi udvikler Aarhus, står vi på skuldrene af historien. Amtssygehuset er en del af vores fælles fortælling, og de nye vejnavne er med til at fastholde den, samtidig med at vi skaber et smukt og levende kvarter for fremtidens aarhusianere. Vi skal ikke bare bygge nyt – vi skal bygge med respekt for det, der allerede er værd at bevare,« siger rådmand Nicolaj Bang (K).

En afgørende rolle

Sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz har forsket i Amtssygehuset, sygepleje og tilknytning til Diakonissestiftelsen, hvorfra alle sygehusets diakonisser var udsendt.

Hun peger på, at flere af navnene hædrer sygeplejersker og diakonisser, der har formet faget i Aarhus:

»Sygeplejerskerne på Amtssygehuset har gennem årtier ikke bare plejet patienter – de har uddannet generationer af sygeplejersker og været drivkræfter for udviklingen af dansk sygepleje. Det er både rørende og rigtigt, at deres indsats nu bliver en fast del af byens geografi.«

For stadsarkivar Merete Bøge Pedersen er navngivningen en vigtig del af den kulturhistoriske bevaring:

»Navnene er ikke bare skiltning - de er små historiefortællere i byens rum. De minder os om de mennesker, der har sat deres præg på Aarhus’ sundhedsvæsen og arkitektur. Når man går ned ad Grethe Scheuers Allé i fremtiden, bliver man en del af en historie, der rækker langt ud over ens eget liv.«

Omkring 2.500 aarhusianere vil bo side om side med kulturtilbud, grønne byrum og en ny park, når Amtssygehuset står færdigt.