Fortsæt til indhold

Hornslet Fysioterapi & Træning bliver til FysioDanmark Hornslet

Fra 1. november bliver klinikken i Hornslet en del af Danmarks største fysioterapikæde. En aftale, der rummer nye kundefordele - men samme personale, samme værdier og samme behandlingstilgang.

Samfund

Efter mere end 60 år som selvstændig klinik i Hornslet tager Hornslet Fysioterapi & Træning nu et nyt skridt i udviklingen.

Fra 1. november 2025 bliver klinikken en del af FysioDanmark, som er Danmarks største kæde af fysioterapiklinikker.

Fremover vil klinikken hedde FysioDanmark Hornslet.

»Vi har valgt at blive en del af FysioDanmark, fordi vi ønsker at styrke vores faglige fundament og få adgang til et endnu større netværk af dygtige fysioterapeuter over hele landet. Det giver os nye muligheder for vidensdeling, efteruddannelse og udvikling af vores tilbud – alt sammen til gavn for vores patienter,« siger Ebbe Kristiansen, fysioterapeut og klinikejer.

Flere ressourcer bag

For patienterne betyder navneskiftet ingen ændringer i dagligdagen. Klinikken drives videre med samme personale, samme værdier og samme helhedsorienterede tilgang til behandling.

»Vores patienter kan være helt trygge ved, at de fortsat møder de samme fysioterapeuter og medarbejdere i Hornslet. Vores behandlingstilgang ændrer sig ikke – vi arbejder stadig evidensbaseret og individuelt med fokus på det enkelte menneske. Til gengæld får vi bedre rammer for at udvikle os og tilføje nye tilbud i fremtiden,« forklarer Ebbe Kristiansen.

Lokal klinik i vækst

Klinikken i Hornslet er kommunens største fysioterapiklinik og et naturligt samlingspunkt for mange borgere i området. Med otte fysioterapeuter og to sekretærer samt lejere som psykologer og en speciallæge, der anvender klinikken efter behov, rummer huset flere sundhedsfaglige tilbud under samme tag.

Om FysioDanmark

FysioDanmark er en landsdækkende kæde af mere end 95 fysioterapiklinikker med i alt over 1000 fysioterapeuter.

Kæden arbejder for at samle den bedste viden og de højeste standarder inden for fysioterapi, træning og sundhed.