Fortsæt til indhold

93-årige Knud: Skuffet over manglende hjælp og forståelse fra Syddjurs Kommune

Kan det virkelig passe, at man ikke kan få lidt hjælp og forståelse hos Syddjurs Kommune efter grim natlig oplevelse, spørger Knud Risager, der fylder 94 næste gang og altid har betalt sin skat til fællesskabet uden pardon.

Samfund

Knud Risager, 93, har altid været en selvstændig sjæl, som har klaret sig selv i parcelhuset i Ryomgård.

Her har han boet alene, siden hans kone, Ebba, gik bort i 2001. Parrets to sønner måtte også sige farvel til livet for efterhånden mange år siden.

»Jeg ser og hører fortsat godt, men jeg er efterhånden dårligt gående,« fortæller Knud Risager hen over køkkenbordet, hvor et par stokke er i hans nærhed, og en anden står tæt på døren til entreen.

»Jeg har store problemer med balancen, når jeg rejser mig op fra en stol. Det er som om, at forbindelsen fra hjernen til benene er koblet fra.«

Jeg stiller ikke krav om andet end, at jeg kan kontakte en medarbejder, hvis jeg skulle vælte igen og ikke selv kan komme op.
Det var på gulvet her foran sengen, at Knud Risager væltede en nat for en lille måned siden og ikke kunne op ved egen hjælp. Foto: Lars Norman Thomsen

Faldulykke midt om natten

For en lille måned siden gik det galt for alvor.

Midt om natten - ved 3-4 tiden - ville Knud Risager rejse sig fra sengen for at gå på toilet. Han kom aldrig så langt, for han væltede om på gulvet i sit soveværelse og kunne ikke selv komme op.

»Tvær som jeg er, forsøgte jeg at komme op, men kunne ikke,« fortæller han.

Det lykkedes ham at få moslet sig hen til natbordet, hvor hans telefon lå. Han fik ringet til sin private rengøringsdame, som lovede at komme og hjælpe ham op.

»Jeg moslede og moslede for at komme hen til min yderdør, så jeg kunne låse hende ind, hvilket resulterede i to store brandsår på ballerne.«

Balanceproblemer gør, at Knud Risager altid har en stok i ved hånden, når han går rundt. Han har endog garderet sig, så der står stokke placeret på strategiske steder rundt om i huset. Foto: Lars Norman Thomsen

Blev bange

Oplevelsen gjorde Knud Risager bange, og han tog sine forholdsregler.

Han drog ned til sin læge for at høre, om hun kunne hjælpe ham med en kontakt til Syddjurs Kommune, hvis han skulle ende i en lignende situation igen.

»Du kan ikke forestille dig, hvor grimt det er at ligge der midt om natten på gulvet og kæmpe for at komme op,« siger han.

Han kom i kontakt med en visitator fra Syddjurs Kommunes hjemmepleje telefonisk.

»Visitatoren spurgte mig, hvad jeg da var stået op efter på dette tidspunkt af natten. Hun foreslog mig at købe en urinkolbe.«

Knud Risager bad om nogle telefonnumre, han kunne ringe til hos hjemmeplejen, hvis han faldt igen, men har ikke hørt noget siden.

»Jeg havde håbet, at visitatoren havde sendt en repræsentant fra hjemmeplejen ud, så vi kunne have fået en snak om, hvordan jeg kunne være sikker på at få hjælp, hvis uheldet igen var ude, men jeg har ikke hørt noget.«

Skuffet over kommunen

»Jeg har boet i Ryomgård siden 1957, har altid betalt min skat, om ikke med glæde, så uden pardon. Når man så bliver gammel og affældig, kan man ikke få hjælp. Det er jeg skuffet over,« siger Knud Risager.

Svanepleje mere lydhøre

Forleden kontaktede han så i stedet det private selskab, Svanepleje, som er inde over i Syddjurs som alternativ til den kommunale hjemmepleje.

»Jeg fandt nummeret på nettet og fik kontakt til en visitator, der straks sagde: »Det lyder ikke rart, tror da vi skal sende en visitator ud«.«

Det går Knud Risager lige nu og venter på.

Forholdsregler og skuffelse

»Jeg stiller ikke krav om andet end, at jeg kan kontakte en medarbejder, hvis jeg skulle vælte igen og ikke selv kan komme op. Jeg betaler selv for rengøring hver 14. dag og klarer alt andet selv, hvad jeg også foretrækker, men det har jaget mig en skræk i livet, at jeg væltede denne nat og ikke selv kunne komme op.«

Knud Risager har taget yderligere forholdsregler, så gode venner kan komme forbi og hjælpe, hvis han igen er uheldig. De kan komme ind i huset via en låsekode.

Et aktivt liv

»Uanset hvad, så er jeg skuffet over Syddjurs Kommune. Jeg synes ikke, at jeg har fået en fair behandling,« siger snart 94-årige Knud Risager, der allerede gik på pension som 60-årig fra sit job ved signaltjenesten ved DSB.

Han har siden barndommen interesseret sig for jagt, fiskeri og natur og været mangeårig schweisshundefører.

Et aktivt liv i naturen, der sikkert har været med til at holde ham i god fysisk form, nu hvor han er kommet til skelsår og alder, og det kniber med at holde balancen.

Døden?

Den tænker han ikke på.

Han tager en dag ad gangen og har fortsat venner fra tiden som jæger, som han besøger.

»Jeg har en rigtig god ven, jeg har kendt i mange år. Vi mødes som regel hver lørdag formiddag over en kold øl og vender verdenssituationen i et par timer.«

Din Avis Syddjurs har bedt Syddjurs Kommune om at kommentere kritikken fra Knud Risager. Pressechef Ole Bjarke Nielsen har kvitteret for anmodningen og lover, at der kommer en reaktion fra kommunen snarest.