Fortsæt til indhold

Voldby har nu eget æblemosteri

Frugtlundens træer har givet flere hundrede liter æblemost takket være sponsorat.

Samfund

Da skolen lukkede i Voldby nord for Grenaa i 2011 fik byens borgere som trøst lidt at glæde sig over i form af fællesarealet, der i dag bærer navnet Frugtlunden.

Med god ret, for på grunden finder man i dag frugtbærende træer i massevis - fem sorter blommer og lige så mange pærer, samt ikke færre end 11 æblesorter. Desuden lidt valnødder og en blåbærlund. Jorden er stillet til rådighed af Norddjurs Kommune, og på det 5500 kvadratmeter store areal er der plantet godt 150 frugttræer.

Håbet var at etablere et fællesskab og mindske fraflytningen, som man næsten altid ser, når en skole lukker. Finansieringen blev klaret i form af tilskud fra forskellige fonde og pengekasser, og arealet er gennem årene blevet brugt til så forskellige aktiviteter som sommerfest, traktortræk, høstgudstjeneste i det fri samt loppemarked. Og så naturligvis den årlige æblemostdag.

Elever plantede træerne

Det var Anette Gubi, som sammen med de allersidste elever fra den lokale skole fik plantet træerne, som nu giver masser af frugt til byen og dens borgere. De er da også flittige til at plukke.

Det hele er organiseret i en forening, som sørger for økonomien til drift af blandt andet de robotplæneklippere, som slår græsset på arealet. Og som i foråret samlede folk, da de mange frugttræer skulle beskæres.

Mosteriet er købt i Sverige og er nu med til at skabe mere fællesskab på tværs af generationerne i Voldby. Foto: Søren Andersen

Og nu kan man glæde sig over den seneste investering - et komplet æblemosteri, som man har kunnet købe takket være et sponsorbidrag fra Sparekassen Kronjylland. Fundet på nettet og købt i Sverige - og forleden stod det sin prøve. Og bestod med glans. Nu er man fri for at alliere sig med et firma til at komme forbi og lave æbler til most.

Masser af most

Der blev samlet et par hundrede æbler på grunden, hvilket var nødvendigt, da robotplæneklipperne ikke har det så godt med at køre i store mængder nedfaldsfrugt. Efter vask blev æblerne kværnet og presset, og ud strømmede den rene vitaminmost, som kunne fyldes på både flasker og i poser. Folk var også velkomne til at bringe æbler fra egen have - og det tilbud tog mange imod. Så det hele resulterede i flere hundrede liter hjemmelavet æblemost.

Keld Hermann har ikke et sekund fortrudt, at han flyttede fra Grenaa til Voldby og blev aktiv i Frugtplantagen. Her står han med et par poser af årets høst fra det nye mosteri. Foto: Søren Andersen

Der blev forhandlet en god pris med den svenske leverandør mod, at man fotograferede mosteriet i drift i Voldby og sendte billederne til Sverige, så firmaet kunne få lidt god reklame ud af det. Noget for noget.

Og glæden i Voldby blev ikke mindre, da man hele tiden havde tænkt på priser i danske kroner og svenskerne regnede med deres egen valuta, så allerede her blev projektet en tredjedel billigere end ventet.

På Æblemostdagen, som blev en dag med samarbejde, fællesskab, tålmodighed, velsmag og glæde - og en evig kamp mod de sukkersultne hvepse - havde den lokale brugsforening skænket kaffe og kage.