Politiet svarer: Derfor gik der to timer, før demonstranter blev fjernet
Demonstranter fra Aarhus blokerede tirsdag vejen til havnen for at gøre oprør mod to virksomheder. Det skabte lange køer, forsinkede bilister og spørgsmål om, hvor lang tid der bør gå, før demonstranter fjernes.
Både lastbiler og biler holdt stille i omkring to timer tirsdag middag, da gruppen ”Aarhus siger fra!” ved 11-tiden valgte at blokere adgangsvejen til Aarhus Havn ved Sumatravej, Østhavnsvej og Oliehavnsvej. Demonstrationen var et oprør mod virksomhederne Terma og Mærsk for henholdsvis levering af dele til F16-fly og transport af millitært udstyr til og fra Israel.
Østjyllands Politi var talstærkt til stede og stod klar til at rydde demonstranterne fra vejen. Men før politiet trådte til, gik der næsten to timer.
Klokken 13.00 tændte politiet således for en megafon og råbte:
»Klokken er nu 13.00, og I har haft god tid til at flytte jer. Hvis ikke I flytter jer ind til siden nu, så flytter vi jer.«
Samme klokkeslæt sejlede Molslinjen fra Aarhus til Odden, hvilket over 100 biler missede som følge af demonstrationen, lød meldingen fra kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack, til Jyllands-Posten.
Uanmeldt demonstration
På de sociale medier har flere sidenhen undret sig over, hvorfor det tog politiet to timer at gøre vejen til havnen farbar. Vi har derfor henvendt os til Østjyllands Politi for at stille samme spørgsmål:
»Det var en uanmeldt demonstration, og vi var derfor ikke forberedt en indsats til at sikre, at den kunne gennemføres i god ro og orden. Ved sådan en demonstration er vi nødt til at finde det nødvendige personale, som kan håndtere et større antal demonstranter og forberede mulige anholdelser og transport til politigården. Det betyder, at det godt kan tage lidt tid. Den proces skal selvfølgelig altid balanceres med den gene, som demonstranterne udgør for andre borgere,« skriver Brian Voss Olsen til avisen og fortsætter:
»Det er politiets opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig, og vi vil derfor som udgangspunkt altid søge dialogen med demonstranterne først. Hvis demonstrationen forstyrrer den offentlige orden i væsentlig grad, så anviser vi dem et andet sted, hvor de kan være. Hvis de ikke flytter sig, så får de et påbud om at forlade stedet. Efterkommer de ikke påbuddet, så får de at vide, at de vil blive fjernet med den nødvendige magt. Så vi starter ikke med magtanvendelsen.«
Samme dag oplyste politikredsen, at 15 personer blev sigtet for at overtræde færdselsloven og for at forstyrre den offentlige orden. En enkelt person var desuden kortvarigt anholdt, da han nægtede at oplyse sit navn til politiet.