Støjplaget landsby sendte nødråb til Christiansborg - nu håber de på hjælp efter politikerbesøg
Landsbyordningen Ejer Bavnehøjs håb om støjreduktion blev genoplivet ved møde med politikere fra Folketingets Transportudvalg. Nye initiativer og lokale samarbejder skal undersøges.
Landsbyordningen Ejer Bavnehøj har i lang tid været påvirket af støj fra motorvejen E45. Problemet har været genstand for opmærksomhed fra både skolebestyrelsen og lokalrådet Ejer Bjerge, som tidligere har forsøgt at få foretaget ændringer.
Under vedtagelsen af anlægsloven for E45 blev der fremsat et forslag om opførelse af en støjvold omkring landsbyordningen. Desværre for landsbyordningen, blev forslaget fravalgt.
Derfor findes der ingen støjreducerende foranstaltninger omkring landsbyordningen, der omfatter både skole, børnehave og vuggestue.
Tidligere støjmålinger dokumenterer, at støjniveauet allerede var højt i 2020, og det forventes at blive værre, når udvidelsen fra to til tre spor på E45 er færdig, og hastigheden igen øges til 130 kilometer i timen.
Tirsdag den 2. september havde landsbyordningen inviteret to medlemmer af Folketingets Transportudvalg, Thomas Jensen (S) og Jens Joel (S) forbi sammen med borgmester Frands Fischer og direktør Frederik Gammelgaard fra Skanderborg Kommune.
Skolebestyrelsen og lokalrådet Ejer Bjerge rejste spørgsmålet, om de to folketingsmedlemmer sammen med borgmester Frands Fischer kunne pege på, hvordan man kan få reduceret støjen fra E45 til gavn for børnene, de ansatte og de mange medlemmer af Riis Tebstrup Idrætsforening, der bruger området.
Efter en rundvisning på udendørsområderne blev det diskuteret, hvordan man kan arbejde videre med problemet.
»Det er klart, at støjen er højere, end den bør være. I transportudvalget har vi tidligere kigget på sagen. Men der kan godt være forhold, som har ændret sig, og som måske kan betyde, at vi må tage sagen op igen,« bemærkede Thomas Jensen.
Jens Joel udtrykte også bekymring:
»Det er ikke det støjniveau, vi har ønsket. Det, vi har hørt på mødet, vil vi meget gerne gå videre med, så vi måske kan finde en bedre løsning end den, vi oprindeligt forkastede.«
Borgmester Frands Fischer gav et klart tilsagn om, at Skanderborg Kommune ville være med til at arbejde for bedre forhold for børn og ansatte. Det kunne for eksempel være i form af opførelse af en støjvold på jord ejet af Skanderborg Kommune.
Besøget har skabt fornyet håb om, at støjproblemet kan blive løst til gavn for landsbyens børn og andre brugere af området. Formanden for skolebestyrelsen, Helle Riber Toftegaard, udtrykte tilfredshed med mødet:
»Nu føler vi, at vi bliver taget alvorligt, og at der nu vil blive arbejdet seriøst på at finde en løsning.«