Socialrådgiverne ud på folkeskolerne. Gør det nemmere at ramme døren til familieafdelingen
Fremskudte socialrådgivere ude på skolerne kan sikre hurtigere hjælp til børn og familier. Politikerne i Syddjurs er positive over for at genindføre ordningen, der blev fjernet i 2020 grundet besparelser.
I januar 2024 trådte Barnets Lov i kraft med det formål at styrke indsatsen for børn og unge i udsatte positioner.
Det at ramme døren til familieafdelingen kan være svært (...)
En central intention i loven er, at børn, unge og familier skal have hjælp tidligt og med den rette indsats fra start.
Det falder fint i tråd med, at der i Syddjurs er politisk fokus på at genindføre ordningen med fremskudte socialrådgivere på skolerne, som blev fjernet i 2020 i forbindelse med omfattende besparelser.
Besparelserne blev nødvendige, fordi der var ved at blive slået hul i Syddjurs Kommunes kassebeholdning.
Nu er der håb om, at ordningen kan genindføres i forbindelse med de nuværende budgetforhandlinger.
Politikere fra flere partier taler varmt for genindførelse af ordningen.
Sådan fungerer det
Fremskudte socialrådgivere på skolerne er en ordning, hvor socialrådgivere er til stede på skolerne for at yde råd og vejledning til familier i svære situationer.
De hjælper med at håndtere konflikter, skoletræthed og familieproblematikker, der påvirker børns trivsel og udvikling.
Socialrådgiverne tilbyder sparring til lærerne og en hurtigere vej ind i kommunens familieafdeling, hvilket sikrer, at børn og familier får den nødvendige støtte tidligt.
Carina Manley Hansen, tidligere formand for skolebestyrelsen på Hornslet Skole og kandidat til KV25 for Socialdemokratiet, er en af de varme fortalere.
Hun husker, hvordan ordningen fungerede tidligere:
»Fremskudte socialrådgivere på skolerne var en god ting, og mit indtryk var, at man ude på skolerne var begejstrede, fordi socialrådgiverne var tæt på og tilbød sparring til lærerne. Ligesom det er nemmere for forældrene at tage kontakt og bede om vejledning, når det er til medarbejdere, som er tæt på skolens hverdag,« fremhæver Carina Manley Hansen.
De fremskudte socialrådgivere hjalp med til at gøre vejen ind i kommunens familieafdeling meget hurtigere for de børn og familier, der havde behovet.
»Det at ramme døren til familieafdelingen kan være svært, men med en fremskudt socialrådgiver ude på skolerne bliver vejen ind i forvaltningen hurtigere og mere tilgængelig,« siger den tidligere skolebestyrelsesformand.
Dyrt, men godt
Kirstine Bille (SF), formand for familie-, børne- og læringsudvalget, understreger vigtigheden af denne indsats:
»Nu skal jeg ikke referere fra de igangværende budgetforhandlinger, men i budgetoplægget ligger genindførelsen af fremskudte socialrådgivere som et politisk forslag til omkring 3 millioner kroner, hvilket sikkert dækker 6-7 socialrådgivere.«
Kirstine Bille fremhæver, ligesom Carina Manley Hansen, at den direkte kontakt til socialrådgiverne ude på skolerne fra familieafdelingerne betyder en hurtigere indsats og mindre indgribende foranstaltninger.
»På alle måder en god ting. Det er en dyr investering, men relativt nem at implementere, og skolerne er glade for ordningen,« siger Kirstine Bille.
Carina Manley Hansen tilføjer: »Jeg er en varm fortaler for denne forebyggende indsats. Lærerne skal have lov til at fokusere på undervisningen, for det brænder de for, mens socialrådgiverne håndterer de sociale udfordringer. Forebyggelse er relativt, og det kan tage tid at se resultaterne, men det er virkelig et godt forslag, som kan lette nogle ting og imødekomme børn og familier, der har behov for støtte.«
Stærkt netværk
Det tætte samarbejde mellem skoler og de fremskudte socialrådgivere skaber et stærkt netværk omkring børn med udfordringer og sikrer, at de får den nødvendige støtte tidligt.
Kirstine Bille tilføjer: »Skolerne er forskellige, men tætte netværk omkring børn med udfordringer gælder alle steder. Ordningen har været efterspurgt hvert eneste år, siden den røg ud grundet besparelser. Hvis ordningen kommer igen, er den kommet for at blive. Jeg mærker en stor forståelse for, hvad det handler om.«