Fortsæt til indhold

50 år med hammer og hjerte: Lars fejrer markant jubilæum

Fra træsko til moderne teknologi: Lars Krogh Jensen fejrer 50 år i tømrerfaget.

Samfund

Som en solid egetræsbjælke, der har båret utallige konstruktioner, har Lars Krogh Jensen stået stærkt i tømrerfaget i et halvt århundrede.

Forleden kunne de hos Koedtømreren markere en bemærkelsesværdig milepæl i tømrerfaget: Lars Krogh Jensen fejrede sit 50-års jubilæum som tømrer.

Lars Krogh Jensen, der nu er 67, har gennem sin lange karriere været en uvurderlig del af særligt Ålsrode Tømrerfirma og senere Koedtømreren.

Hans vej i tømrerfaget har været præget af både tradition og fornyelse, og hans erfaring og engagement har gjort ham til en respekteret skikkelse i branchen.

Gennem årene har han haft fingrene i utallige projekter både herhjemme og i udlandet, og hans kendskab til værktøj, arbejdstøj og tømrerhåndværk har udviklet sig fra rå muskelkraft og træsko til moderne hjælpemidler og sikkerhed på arbejdspladsen, som Kasper Salling Bang, indehaver af Koedtømreren, udtrykker det.

»Hans historier om rubank, lægtehammer og støvmasker, der sjældent blev brugt, minder os om, hvor langt håndværket er kommet,« siger Kasper Salling Bang.

Begyndelsen i Ålsrode

Lars Krogh Jensen er født og opvokset i Ålsø og begyndte sin karriere som tømrer lige efter skolen.

Han startede med at hjælpe til efter skoletid og blev senere udlært hos Ålsrode Tømrerfirma A/S.

Efter sin læretid arbejdede han et par år i Ålsrode, før han tog på en række spændende rejser, hvor han bl.a. arbejdede som tømrer i Grønland, Algeriet og Norge.

Oplevelserne gav ham en bred vifte af erfaringer og gjorde ham til en alsidig håndværker.

Træls historie

Efter sine eventyr i udlandet vendte Lars Krogh Jensen tilbage til Danmark og arbejdede i Tømrerfirmaet Bent Hansen i Grenaa, som senere blev opkøbt af Ålsrode Tømrerfirma i 1992.

Her fortsatte Lars Krogh Jensen i 27 år, indtil firmaet gik smerteligt konkurs.

»Det var en træls historie med konkursen i en så velrenommeret familievirksomhed,« siger Lars Krogh Jensen.

Ålsrode Tømrerfirma blev grundlagt i 1909 af Rasmus Allermann, og firmaet havde gennem fire generationer opbygget et solidt ry for kvalitet og håndværk. Konkursen var et hårdt slag for både medarbejdere og kunder.

Skiftet til Koed

Efter konkursen skiftede Lars Krogh Jensen til Koedtømreren, hvor han har arbejdet siden.

»Jeg har været glad for skiftet til Koed, fordi Kasper også er en mand med ambitioner om at vokse og levere det bedste stykke håndværk,« siger Lars Krogh Jensen.

Indehaver af Koedtømreren, som han overtog efter sin morfar, Kasper Salling Bang tilføjer:

»Lars har været en uvurderlig del af vores team. Hans erfaring og dedikation er guld værd for hele holdet. Vi er stolte af at have sådan en erfaren og engageret kollega.«

Lars Krogh Jensen tog mange af sine kunder fra tiden i Ålsrode med til Koed og har fået lov til at bruge sine kompetencer og også været klar til at tage lærlinge med ud i felten.

Tømrer ikke sidste udvej

»Lærlinge er det vigtigt at gøre noget for som tømrersvend, fordi de er fremtiden for vores håndværk og de hænger ikke på træerne,« tilføjer Lars Krogh Jensen.

Som formand for uddannelsesudvalget på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten er han engageret i debatten om, hvordan flere unge vælger håndværkervejen, når de forlader skolen.

»Det er ikke alle, der skal tage en studentereksamen. Nogle gange lyder det ’Du kan da altid blive tømrer,’ som om det er sidste udvej for et ungt menneske. Det er helt forkert, det kræver meget at blive tømrer og håndværker i dag, men først og fremmest skal de unge gå efter deres egen drøm og måske ikke lytte så meget til kammeraterne og deres mor. Vi ved jo, at mor har et stort ord at skulle have sagt i familien, når afkommet skal videre efter folkeskolen,« siger Lars Krogh Jensen.

Men heldigvis er der stadig unge, der vil lave noget med deres hænder, og Lars Krogh Jensen opfordrer dem til at være stolte af deres arbejde. Han har selv to sønner, der begge er DJØF’ere, så de er ikke gået i faderens fodspor.

Aldrig herre i eget hus

Lars Krogh Jensen overvejede på et tidspunkt at starte egen virksomhed, men det harmonerede ikke med, at hans daværende kone selv skulle gøre karriere. »Jeg har det fint med, at jeg aldrig har startet egen virksomhed. Nu er tiden forpasset, men så har jeg også sluppet for alt det arbejde, der følger med, hvis du har egen virksomhed,« siger Lars Krogh Jensen.

Lars Krogh Jensen boede i en årrække i Ugelbølle, men bor nu ved Følle Strand.

I en alder af 67 år tænker han ikke over, at tiden nærmer sig for et exit fra arbejdsmarkedet og til en tilværelse som pensionist. »Jeg tænker ikke over det lige nu, men når tiden kommer, håber jeg, at Kasper vil være med til at give mig mulighed for at trappe lige så stille ned, så jeg ikke forlader arbejdsmarkedet i et hug.«

»Det har været en fantastisk vej. Jeg har aldrig fortrudt mit valg om at blive tømrer. Det vigtigste er at være glad for at gå på arbejde, og jeg har altid haft passion for mit fag,« reflekterer Lars Krogh Jensen.