Fortsæt til indhold

Taler du om løn med dine kolleger? Sådan ser statistikken ud

Unge er mest åbne om løn, viser ny undersøgelse.

Samfund
sb

For mange af os er løn stadig et tabu. Hele 44 procent taler aldrig om deres løn, og kun hver femte deler den åbent med flere kollegaer.

Det viser en ny YouGov-undersøgelse for Paychex Europe, der udbyder af løn- og tidsregistreringsløsninger.

Holdningen til ligeløn splitter også danskerne. Ifølge YouGov-undersøgelsen tror 38 procent, at gennemsigtighed kan føre til lige løn, 41 procent afviser det, mens hver femte er i tvivl.

De største forskelle ses mellem generationerne. Over halvdelen af de unge mellem 18 og 29 år tror, at åbenhed kan føre til ligeløn, mod under en tredjedel af de ældre over 50 år. Samtidig deler 77 procent af de unge deres løn, mens tallet blandt de ældre ligger under 40 procent, viser undersøgelsen.

»Det er ikke overraskende, at de unge er mest åbne om løn. De er vokset op i en kultur, hvor man deler alt og forventer forklaringer. Derfor ser de gennemsigtighed som en naturlig vej til retfærdighed. For arbejdsgiverne betyder det, at en ny generation ikke længere accepterer de gamle tabuer, men kræver transparens i, hvordan lønnen bliver fastsat,« siger HR-ekspert med speciale i ansættelsesret hos Paychex Europe, siger Mette Nørlem, i en pressemeddelelse.

Tallene viser, at forskellen mellem mænd og kvinder i spørgsmålet om ligeløn ikke er stor. Til gengæld er der forskel, når man spørger hvorfor man ikke deler løn. 43 procent af kvinderne oplever, at kulturen på arbejdspladsen spænder ben (mod 33 procent af mændene) Flere kvinder (22 procent mod 16 procent) siger, at de føler sig usikre på, hvad der er en fair løn.

Hvad gør danskerne, hvis en kollega får mere i løn?

  • 63 % vil tage det op med deres nærmeste leder
  • 23 % vil kontakte fagforeningen heraf 30 % kvinder mod 17 % mænd
  • 23 % vil overveje at skifte job heraf 27 % af mændene mod 17 % af kvinderne
  • 9 % vil gå til HR

»Når seks ud af ti danskere vil tage lønforskelle op med chefen, og hver fjerde går til fagforeningen, sender det et klart signal - løn er ikke længere et tabu. Lederne skal kunne forklare forskelle på et sagligt grundlag, og fagforeningerne får en stærkere rolle i at holde virksomhederne fast på kravet om dokumentation. Ellers risikerer man at miste medarbejdernes tillid,« siger Mette Nørlem.

Løngennemsigtighed som trækplaster

Åbenhed om løn kan udvikle sig til en vigtig faktor i kampen om talenterne. Resultaterne viser, at næsten halvdelen af danskerne (48 procent) vil være mere tilbøjelige til at tage et job i en virksomhed med gennemsigtige lønstrukturer. Blandt de unge under 30 år gælder det hele 61 procent.

”Vi ser begyndelsen på et reelt skifte i dansk arbejdsmarkedskultur. For medarbejderne handler løn ikke længere kun om kroner og øre, men også om tillid, retfærdighed og moderne ledelse. Derfor vil de virksomheder, der tidligt formår at skabe transparens, stå stærkere i både rekruttering og fastholdelse,” afslutter Mette Nørlem.