Transportminister vil lukke udskældte GoCollectives togdrift
GoCollectives togdrift er ifølge ministeren "under al kritik", og han vil overdrage kontrakten til DSB.
Transportminister Thomas Danielsen (V) vil lukke GoCollectives togdrift i Danmark.
»GoCollectives togdrift er under al kritik. Min tillid til, at GoCollective kan få rettet op på driften, er væk. Derfor begynder jeg nu forhandlinger med GoCollective om nedlukning af deres kontrakt,« siger han til TV Midtvest.
Thomas Danielsen (V) har besluttet, at DSB skal overtage, eller tilbagetage, driften på en række togstrækninger i Jylland og Fyn.
GoCollective betjener godt 25 procent af det danske jernbanenet og har cirka 10 millioner passagerer om året.
Ifølge Thomas Danielsen kører GoCollective med en punktlighed, som strider mod den kontrakt, de har.
»Derfor ønsker jeg på fredsommelig vis at lave en overdragelse af GoCollectives kontrakt til DSB,« siger Thomas Danielsen.
Der er endnu ingen dato på, hvornår dette vil finde sted, men ministeren håber, at det sker hurtigst muligt.
GoCollective har også kontrakter på busdrift flere steder i landet og havnebusser i København, men ingen af disse aftaler berøres ifølge Transportministeriet.
GoCollective har længe haft udfordringer på togdriften, hvor mange afgange har været ramt af forsinkelser og aflysninger.
GoCollective, som indtil 2023 hed Arriva, er Danmarks næststørste togoperatør efter DSB.
Operatøren har over 2000 ansatte og har været en del af kollektiv transport i Danmark siden 1997, fremgår det af GoCollectives hjemmeside.
Virksomheden har opereret tog i Danmark siden 2003.
GoCollective er ejet af den tyske kapitalfond Mutares, der i 2023 overtog ejerskabet fra det tyske Deutsche Bahn.