Fortsæt til indhold

Politikere vil opfylde forældres brændende ønske nu

Både skolerne og forældrene i midten af kommunen kæmper for at få oprettet en juniorklub. Noget tyder på, at de godt kan begynde at glæde sig.

Samfund

Der kæmpes hårdt for at give skoleleverne i midten af Norddjurs Kommune et fritidstilbud efter endt skoletid.

Nu tyder meget på, at der lyttes fra politisk side.

I sidste uge beskrev avisen, hvordan områdets tre skoler - Min Friskole i Ørum, Glesborg Skole og Friskolen i Gjerrild - har dannet fælles front for at gøre opmærksom på ønsket og ikke mindst problematikken ved, at skoleeleverne fra 4. klasse ikke har et fælles sted at opholde sig efter skole, da der ikke er en juniorklub i midten.

Det er ellers tilfældet i både Grenaa og Auning.

I høringssvarene til den foreløbige budgetskitse for Norddjurs Kommune i 2026 kan man også aflæse, at en juniorklub står allerøverst på ønskesedlen hos forældrene i området.

I den budgetskitse som flertallet i kommunalbestyrelsen er blevet enige om, er der dog kun indskrevet en passus om, at man har intentioner om at afsøge behovet for en juniorklub.

Avisen har derfor bedt gruppeformændene i kommunalbestyrelsens partier om at forholde sig til spørgsmålene:

Skal der være en juniorklub i Norddjurs Midt?

Og skal der i så fald afsættes penge allerede i budget 2026 til etableringen af en juniorklub?

Aleksander Myrhøj, SF

Aleksander Myrhøj, SF

»I SF mener vi, at der skal være en juniorklub i Glesborg og at det er vigtigt med sunde fritids-fællesskaber, hvor børn kan mødes på tværs af skoler og deres valg af foreningsaktiviteter. I en juniorklub mødes de sportsinteresserede og de kreative, de musiske og gamerne. På den måde bygges der i juniorklubber bånd på tværs af alder, interesser og bopæl, hvilket har stor værdi for både børnene og de små lokalsamfund.«

»Ja, der skal afsættes penge i budgettet. SF er ikke længere med i budgetforhandlingerne blandt andet pga. manglende investering i folkeskolerne. Høringssvarene til budgettet taler i antal, kvalitet og med solide argumenter for at lave investeringerne i en juniorklub og til børnene i midten. Vi er meget optagede af, at det bliver til virkelighed og håber, at de tilbageværende partier i forhandlingerne bliver enige om at prioritere den vigtige investering i vores børn. Etablering af juniorklub i midt bliver også en del af SFs budgetforslag, der fremsættes som alternativ til flertallets aftale. Det bedste udfald vil derfor være, hvis juniorklubben i midt er med i både flertallets og SFs - så det krydser vi fingre for og håber på.«

Mads Jensen, Konservative Folkeparti

Mads Jensen, Konservative Folkeparti

»Ja, Konservative mener at der skal være en juniorklub i Midt. Geografisk giver det mening, og med både velkørende kommunal skole samt friskoler, da er børnegrundlaget for en juniorklub tilstede.«

»Behovet er der, og ligeså vigtigt er ønsket om et juniorklub der. Efter at havde læst høringssvar til budget 2026, er Konservative ikke i tvivl. Vi vil oprette en klub hurtigst muligt, og derfor ønsker vi der afsættes penge allerede nu.«

Rikke Albæk Jørgensen, Venstre

Rikke Albæk Jørgensen, Venstre

»Ja! Venstre bakker op om en Juniorklub i Midt. Norddjurs Kommune har allerede tilbud om juniorklub i to byer, Grenå og Auning, men transporttiden er lang for børn i den midterste del af kommunen. Nu kommer der et forældredrevet ønske om at der i Midt er behov for og opbakning til et juniorklub tilbud og det bakker vi selvfølgelig op om.«

»Venstre ser gerne der afsættes penge i budget 2026 til et juniorklubtilbud i Midt. Vi mener, det er et stærkt signal at alle tre skoler i Midt står sammen. Det viser viljen til at tilbuddet vil blive benyttet, og at der er et uopfyldt behov.«

Jens Kannegaard Lundager, Dansk Folkeparti

Jens Kannegaard Lundager, Dansk Folkeparti

»Ja der skal være en juniorklub i midten. Der er et behov med tre skoler og langt til enten Grenaa eller Auning, og så skal der undersøges om der er behov i Børneby Nord (Ørsted, Allingåbro og Vivild, red.), så vi sikrer, at alle børn får mulighed for juniorklub og ingen børn overlades til dem selv og sociale medier.

»Ja, der skal afsættes penge i dette budget, eller går der alt for lang tid, inden vi får det etableret. Det er helt åbenlyst, at behovet er der for alle tre skoler, så vi skal for Område Midt ikke vente på en afklaring af behovet.«

Lars Møller, Socialdemokratiet

Lars Møller, Socialdemokratiet

»Med det stærke engagement hos forældre på tværs af byer er det helt oplagt at opstarte og afprøve en juniorklub. Vi er især glade for forældrenes fokus på fællesskaber uden smartphone og skærme.«

»Ja, Socialdemokratiet vil arbejde for at der afsættes midler til det i budgettet. En juniorklub skal have kvalitet med faglig personale, og det må meget gerne understøttes af en stor frivillighed i forældregruppen. Derfor håber vi også på, at engagementet fortsætter når dørene åbnes.«

Ulf Harbo, Natur- og Velfærdslisten

Ulf Harbo, Natur- og Velfærdslisten

»Ja, vi mener bestemt der skal være en juniorklub i Nordjurs Midt, da der er en masse børn i den aldersgruppe, som lige nu intet tilbud har, fordi de er for gamle til SFO og for unge til ungdomsklub.

»Ja der skal afsættes penge i budget 2026, da det er tydeligt, at der er et behov for børnene på de tre skoler i Gjerrild, Glesborg og Ørum, at vi får etabeleret et fritidstilbud for den aldersgruppe. Vi skal lytte til forældre og børn, som efterspørger et tilbud i midten af kommunen, så det ikke kun er Grenaa og Auning, som tilbyder juniorklub.«

Sebastian Halkjær-Grauert, Liberal Alliance

Sebastian Halkjær-Grauert, Liberal Alliance

»Vi mener helt klart, der skal være en Juniorklub i Glesborg til glæde for alle de børn i Område Midt, der ikke har andre steder at gå hen efter skole. Klubben skal være til glæde for alle områdets børn, og med en placering i Glesborg vil det være placeret midt i Område Midt.«

»Ja, der skal afsættes penge allerede i budget 2026, for juniorklubben skal startes så hurtigt som overhovedet muligt. Når det er borgerdrevet, og der samtidigt er så stor opbakning fra Min Friskole, Friskolen i Gjerrild og Glesborg Skole, så skal vi gribe muligheden og støtte op om de borgere, der ønsker et tilbud til deres børn.«

Diana Therese Mikkelsen, Danmarksdemokraterne

Diana Therese Mikkelsen, Danmarksdemokraterne

»Det skal der bestemt være, hvis behovet er der.«

»Der skal naturligvis følge penge med, hvis vi giver en opgave som denne til Ung Norddjurs.«