Butikskæde får ny leder: »Vi kan se, hvor stærkt et koncept det er«
Butikskæden har efterhånden 25 butikker fordelt rundt i Danmark. Den første af butikkerne åbnede i Aarhus i 2021 og er sidenhen flyttet ind i nye lokaler. Nu er lokal kvinde fra Aarhus blevet ny CEO.
Butikskæden Basic & More har efterhånden fået en del butikker i Danmark. Senest for lidt over to år siden åbnede de i nye lokaler på Strøget i Aarhus. Nu får butikskæden ny CEO, som bor i Hasselager i Aarhus Kommune.
Det skriver Basic & More i en pressemeddelelse.
»Det har været en grundig og værdifuld proces, og med Bitten Brun mener jeg, at vi har fundet den rette profil til at fortsætte Basic & Mores meget positive udvikling og realisere virksomhedens store potentiale,« siger bestyrelsesformand Jes Wistesen.
Bitten Brun er den nye CEO hos Basic & More. Hun har erfaring som kommerciel- og marketingdirektør i flere store virksomheder.
»Jeg håber at kunne bidrage med al den detailserfaring, som jeg har bygget op, siden jeg var helt ung både med indkøb og marketing. Også alt det, jeg har arbejdet med som selvstændig - både i bestyrelsessammenhæng og som strategisk rådgiver, hvor jeg har arbejdet meget med vækstvirksomheder og med strategi og ledelsesudvikling. Det er den brede palette, som jeg håber at kunne bidrage med,« siger hun til avisen og fortsætter:
»Det har været en spændende proces. Jeg synes, at Basic & More er en spændende butikskæde. Jeg kan godt lide konceptet bag. Jeg glæder mig til at få indsigt i hele forretningen og ikke mindst lære alle de gode medarbejdere at kende, og at vi i fællesskab skal skabe værdi.«
Hun startede i jobbet sidste mandag 15. september.
»Jeg trives i organisationer med store ambitioner, og jeg er begejstret for det, der er kernen i Basic & More, nemlig at formå at tilbyde kunderne et attraktivt sortiment, som hyppigt fornys og som altid overrasker positivt. Vi kan se, hvor stærkt et koncept det er, og jeg glæder mig til at være med til at bringe det ud til mange flere kunder,« siger Bitten Brun.