By fejrer stor milepæl: Får sin første vuggestue
Åbning af ny vuggestue i Havndal markerer en milepæl. En vigtig ressource for både byen og dens børnefamilier.
Havndal får for første gang en vuggestue.
I morgen torsdag indvies de nye lokaler i Havndal Skole og Børneby.
Vuggestuen åbner officielt 1. oktober og får plads til 13 børn – seks er allerede skrevet op, fortæller Randers Kommune.
Vuggestuen ligger under samme tag som børnehave, skole og SFO, så de mindste får en tryg start i kendte rammer med de samme voksne fra vuggestue og op til 6. klasse. Det giver samtidig lokale pasningspladser tæt på hjemmet. Og det burde være en klar håndsrækning til børnefamilier i Havndal.
»Vi glæder os til at vise lokalerne frem og fejre, at Havndal nu også har fået en vuggestue. Det er en vigtig milepæl for både byen og børnefamilierne,« siger skoleleder Annette Nejmann-Laursen.