Fortsæt til indhold

Miljøvenlig vaskehal, tankstation og ladestandere: OK Energi satser stort i Fremtidsparken

OK Energi investerer i Fremtidsparken ved Følle-afkørslen: Ny tankstation med benzin, diesel og ladestandere klar i 2026.

Samfund

OK Energi, en af Danmarks største energiselskaber med over 680 tankstationer, melder sig nu på banen i Fremtidsparken ved Følle-afkørslen. Med en ambitiøs plan om at åbne et moderne tankanlæg med både benzin, diesel, ladestandere og en dobbeltmiljøvenlig vaskehal, forventer OK at være klar inden sommerferien 2026.

OK har købt en grund af Norlys til at realisere projeket i Fremtidsparken. Foto: Søren Melgaard

»Jeg kan bekræfte, at OK forventer at åbne et tankanlæg med både benzin og diesel og ladestandere plus en dobbeltmiljøvenlig vaskehal inden sommerferien 2026,« siger Søren Melgaard, lokal sælger hos OK.

Grunden til projektet er købt af Norlys, som oprindeligt erhvervede ti hektar af de samlede 30 hektar, der er udbudt, fra Syddjurs Kommune. Lige nu arbejder OK Energi tæt sammen med Syddjurs Kommune for at få de nødvendige myndighedstilladelser på plads.

»Jeg kan godt afsløre, at der er blevet kæmpet for at få projektet på plads i længere tid, men nu er det lykkedes, og derfor kan vi tillade os at kigge fremad mod åbningen, som hvis alt spiller bliver inden sommerferien 2026. Det er den tidshorisont, vi arbejder frem efter,« siger Søren Melgaard.

Søren Melgaard lover, at han flere nyheder i posen inden længe.

»Jeg kan ikke fortælle mere lige nu, fordi en række ting skal falde på plads først. Men jeg kan love, at det er nyheder, der vil rykke.«