Fortsæt til indhold

Snart slår unik café dørene op for sidste gang

For et halvt år siden åbnede en særlig café. Snart lukker de projektet.

Samfund

»Jeg har fået tro på, at jeg kan have et job, der er en lille smule mere socialt, end jeg troede. Jeg har nemmere ved at læse folks ansigtsudtryk og har mere overskud til andre.«

Sådan lyder det fra en af robotpiloterne.

For et halvt år siden åbnede robotcaféen i generationernes hus. Den er etableret i samarbejde mellem Sundhed og Omsorg, Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune samt Øens Madhus. Projektet er indstillet til European Social Services Awards 2025 under temaet »Creating Lasting Change in Social Services.« 30. september slår de dørene op for sidste gang.

Det skriver Sundhed og Omsorg i en pressemeddelelse.

Robotterne i caféen er sociale robotter, der bliver styret af mennesker bag skærmene, de såkaldte robotpiloter.

»I mit privatliv er jeg blevet bedre til at se folk, nu hvor jeg har et arbejde. Den deprimerende følelse af ikke kunne få et job er lettet, og jeg er blevet mere social,« fortæller en anden robotpilot.

For en tredje har jobbet åbnet døren til et fast job.

»Jeg har gennem robotten fået mod på at snakke med mennesker igen. Jeg havde ikke lyst i starten, men det har givet mig et skub.«

Vedkommende har siden fået job i hjemmeplejen.

Nytænkning af teknologi

»Robotterne har vist, at teknologi ikke bare kan bruges til at servere kaffe - den kan skabe fællesskaber og give mennesker troen på, at de kan bidrage. Det er stærkt. Jeg vil gerne takke robotpiloterne for deres indsats og for at have vist os vejen. Samtidig glæder jeg mig over, at Sundhed og Omsorg igen har taget et vigtigt skridt med at afprøve velfærdsteknologi i ældreplejen,« siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg.

Han understreger, at robotterne også har gjort en forskel for caféens gæster:

»Det særlige ved robotterne er, at de ikke står alene, men der sidder et rigtigt menneske i den anden ende. Derfor har det ikke kun været en teknologisk oplevelse, men også en social oplevelse, hvor både piloter og gæster har haft glæde af samværet. Den erfaring kan vi bruge videre, for socialt samvær via robotter kan også blive et vigtigt redskab til at modvirke ensomhed hos borgere, der for eksempel bor på plejehjem.«

Selvom robotterne nu flytter ud, vil erfaringerne bliver brugt til videre forskning for fremtidens velfærdsteknologi samt nye initiativer både i og uden for kommunen.

Robotcaféen har vist, at selv mennesker med fysiske og psykiske udfordringer kan få en meningsfuld funktion og være en del af et arbejdsfællesskab.

»Vores borgere har vist et kæmpe mod og en stærk vilje til at gribe muligheden - og det har givet både fællesskab, livsmod og nye skridt ind på arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne rette en stor tak til jer, der har siddet bag robotterne. I har bevist, at selv når livet er svært, kan man med de rette rammer og støtte tage del i et arbejdsfællesskab og gøre en forskel for andre,« siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Selvom robotterne ikke længere vil være en del af caféen, lukker Øens Madhus ikke, hvor man fortsat vil kunne komme.