Nyt plejehjem sat på skinner: Nu skal de ældre igen opleve duften af hjemmelavet mad
Nyt plejehjem skal styrke ældreområdet i Galten. Byggeriet, der koster 239,9 mio. kr., inkluderer 60 plejeboliger og et fællesskabshus.
Et nyt plejehjem til 239,9 mio. kr. med plads til 60 plejeboliger, café, sundhedstilbud og et fællesskabshus i stil med det, der har høstet stor succes i Ry, er på vej til hjertet af Galten.
Byrødderne har netop godkendt byggeprogrammet for det nye plejehjem, der opføres på grunden ved de nuværende plejehjem Bøgehaven og Tjørnehaven, som nedrives undervejs, mens de 17 havehuse på Søndergade bevares.
Vi skaber et moderne og langtidsholdbart byggeri, som samler boliger, fællesskab og sundhed tæt på hinandenJens Szabo (V), formand, Sundheds- og Omsorgsudvalget
»Med det nye plejehjem og fællesskabshus styrker vi ældreområdet i Galten og i hele kommunen. Vi skaber et moderne og langtidsholdbart byggeri, som samler boliger, fællesskab og sundhed tæt på hinanden til glæde for både beboere, medarbejdere og lokalsamfundet,« siger Jens Szabo (V), formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
En af de markante nyskabelser er lokale køkkener i de enkelte boligafsnit. I stedet for at maden leveres udefra, tilberedes den fremover på stedet, og færdiggøres og anrettes i de nærliggende køkkenalrum, hvor beboerne har deres gang.
På den måde kan beboerne dufte og smage maden, og dem, der har lyst, kan deltage i små opgaver i madlavningen. Målet er en mere hjemlig atmosfære og bedre appetit.
Det er en stor kvalitet, at vi får køkken ind i de enkelte afsnit. Når maden tilberedes tæt på beboerne, bliver måltidet en oplevelse, der skaber liv og fællesskabMorten Ilsøe, chef, Sundhed, Omsorg og Handicap
»Det er en stor kvalitet, at vi får køkken ind i de enkelte afsnit. Når maden tilberedes tæt på beboerne, bliver måltidet en oplevelse, der skaber liv og fællesskab. Samtidig bliver det nye fællesskabshus et åbent mødested for både beboere og borgere i Galten,« siger Morten Ilsøe, chef for Sundhed, Omsorg og Handicap.
Byggeriet gennemføres som totalentreprise med forhandling. Tre entreprenører udvælges til at byde, og et bedømmelsesudvalg med både politikere, medarbejdere og repræsentanter fra lokalsamfundet skal vurdere forslagene.
Forventningen er, at byggeprojektet kommer i udbud i løbet af efteråret, at første spadestik tages medio 2027 og at boligerne er klar til indflytning i andet kvartal 2028. Permanente parkeringsfaciliteter er først klar i 2030. For at holde driften kørende etableres midlertidige p-pladser ved Nytorv, og hjemme- og sygeplejen flyttes midlertidigt til pavilloner på en nærliggende kommunal grund.