Fortsæt til indhold

Nyt hotel på Aarhus Ø bliver Danmarks første af slagsen

Scandic løfter nu sløret for, hvad Danmarks første signaturhotel på Aarhus Ø skal hedde.

Samfund
ed

Scandics første danske signaturhotel, Bassin Seven, slår i 2027 dørene op ved Bassin 7. Signaturhotellet kommer til at ligge i det 19-etager høje BIG-tegnede Irmahus, der er et varetegn for Aarhus’ nye, dynamiske bydel, Aarhus Ø.

»Med Bassin Seven introducerer vi et helt nyt hotelkoncept i Danmark. Signaturhotellet er mere end et hotel og er skabt som et oplevelsesdrevet, urbant resort med en stærk forankring i lokalmiljøet. I samspil med byen vil vi skabe ekstraordinære oplevelser og et naturligt mødested for både hotelgæster, aarhusianere og de erhvervsfolk, der har deres daglige gang i huset,« siger Jesper Buus, Distrect Director West i Scandic Danmark.

I Bassin Seven kommer der til at være en 2000 m2 stor spa. Den kommer til at strække sig over tre etager og vil tilbyde en række ritualer og behandlinger med inspiration fra den nordiske natur. Scandic er Aarhus’ største hoteloperatør med 600 værelser fordelt på tre hoteller. Bassin Seven bliver hotellets fjerde hotel i Aarhus.

»Sammen med Scandic skaber vi en ny destination på Aarhus Ø i absolut særklasse. Signaturhotellet vil berige hverdagen og arbejdslivet for erhvervsfolk og lokale, der har mulighed for at benytte hotellets mange servicetilbud og vil bidrage til at gøre Bassin Seven til et endnu mere attraktivt og levende byområde,« siger Rune Kilden, byudvikler, Kilden & Hindby.

Scandics signaturhoteller kendetegnes af et unikt navn, design og nyskabende koncepter. Hotellerne er en destination i sig selv og tilbyder en række ekstraordinære oplevelser for både hotelgæster og lokale.

»Det gør mig glad og stolt, at vores første danske signaturhotel åbner i Aarhus,« siger Jesper Buus, District Director West i Aarhus.