Vinderprojekt fundet: Nu skal resten af Sommerbæk Skole snart bygges
Det bliver totalentreprenøren Enemærke og Petersen, som skal stå for byggeriet af etape 2 af Sommerbæk Skole.
Byrådet besluttede onsdag aften, at det er totalentreprenør Enemærke og Petersen, der skal opføre anden etape af Sommerbæk Skole i Hørning. Sammen med arkitektfirmaet Kjaer og Richter, VEGA, AI arkitekter og ingeniører, NERD og ekolab skal de skabe hverdagsrammerne for flere hundrede børn og unge i 4.-9. klasse, som en erstatning for Bakkeskolen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.
I august 2023 blev første etape af Sommerbæk Børnehus og Skole ved Blegindvej i Hørning Syd indviet. Den første etape af byggeriet indeholder 0.-3.-klasse, idrætshal og multisal samt en integreret daginstitution fra 0-6 år med plads til 130 børn.
Nu gælder det byggeriets andet etape, som omfatter tre spor for 4.-9. årgang med ca. 350 elever og 80 medarbejdere. Lige nu går eleverne på 4.-9. årgang på Bakkeskolen i Hørning, men med aftalen er der nu udsigt til, at de kan flytte til Sommerbæk Skole om cirka halvandet år.
Samler eleverne
»Nu er vi et skridt nærmere at få samlet hele Bakkeskolen i nye omgivelser på Sommerbæk. Det bliver fantastisk, når eleverne i 4.-9. klasse også kan flytte ind i de nye lokaler, og vi kan få samlet skolen igen,« siger Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Etape 2 får med cirka 6.000 kvadratmeter foruden mellemtrin og udskoling også plads til de resterende fællesfaciliteter, herunder faglokaler og klubfaciliteter samt udendørs undervisningsfaciliteter og fodboldbane.
»Byggeriet får fokus på det, vi kalder ’kloge kvadratmeter’. Det bliver et levende og fleksibelt læringsmiljø, hvor rum og faciliteter kan bruges til flere formål. Etape 1 er – og etape 2 bliver – bygget til at favne både fællesskabet og individuelle behov hos eleverne. Sommerbæk Skolen er med andre ord lavet til at understøtte fremtidens pædagogik,« siger Trine Frengler.
Det samlede budget for etape 2 er på godt 158 mio. kr, mens etape 1 var på cirka 145 mio. kr.
Etape 2 står efter planen klar til brug til skolestart i august 2027.