Fortsæt til indhold

Sikkerhed og omsætning truet: Handelslivet protesterer over politikernes manglende lydhørhed

Handelslivet i Hornslet mener, at ensretningen af Byvej vil have alvorlige konsekvenser for deres omsætning. De har foreslået alternativer, men føler sig ikke hørt af Syddjurs Kommune.

Samfund

Handelslivet i Hornslet er dybt bekymret over Syddjurs Kommunes beslutning om at ensrette Byvej.

De føler sig overhørt og mener, at deres bekymringer ikke er blevet taget alvorligt.

Kritikken går på, at ensretningen vil skabe farlige situationer for både skolebørn og trafikanter samt have alvorlige konsekvenser for handelslivet.

»Vi er blevet inddraget alt for sent i processen, og vores bekymringer er ikke blevet taget alvorligt,« skriver Hornslet Handel i en fælles udtalelse.

Farlige lastzoner og krydsninger

Hornslet Handel peger på, at de planlagte lastzoner på den sydlige side af Byvej vil kræve, at lastbiler krydser den planlagte cykelsti, som føres modsat ensretningen. Det betyder, at op til 25 meter lange lastbiler skal krydse cykelstien både ind og ud af lastzonerne.

»Det er uansvarligt at lade lastbiler krydse cykelstien. Det skaber en farlig situation for både cyklister og fodgængere.«

Konflikter ved Rosenholmvej

For at cyklister kan krydse den gennemgående storvej i byen, Rosenholmvej, sikkert, skal de føres til fodgængerfeltet ved lyskrydset – men det kræver, at de krydser Byvej først.

Her opstår en konflikt, hvor cykler føres mod kørselsretningen, hvor de møder trafik, der svinger ind fra Rosenholmvej og samtidig skal passere lastbiler, der svinger den modsatte vej.

»Cyklister vil blive tvunget til at krydse trafikken på en farlig måde. Det er ikke en løsning, der skaber sikkerhed,« skriver Hornslet Handel.

Øget trafik på Tingvej

Når al trafik fra Byvej skal ud via Tingvej – herunder daglige leverancer, ca. 1.200 biler på daglig basis og varelevering til fx 365discount – skal alle over fodgængerfeltet.

»Det vil føre til kaotiske forhold på Tingvej, hvor fodgængere og biler skal konkurrere om pladsen. Det er ikke forsvarligt.«

Konsekvenser for handelslivet

Ud over de trafikale og sikkerhedsmæssige bekymringer vil ændringerne betyde ringere forhold for handelslivet, mener Hornslet Handel.

De fremhæver i udtalelsen:

• Nedlæggelse af 17 parkeringslommer i bymidten

• Forringet tilgængelighed til butikker og spisesteder

• Potentielt fald i kundestrøm og dermed omsætning

»Vi frygter, at nedlæggelsen af parkeringslommer og den forringede tilgængelighed vil føre til et fald i kundestrømmen og dermed vores omsætning,« skriver Hornslet Handel.

Vi har foreslået alternativer

Hornslet Handel har foreslået alternative løsninger, som handelslivet mener både ville være mere sikre for bløde trafikanter og mere hensigtsmæssige for erhvervslivet.

»Disse forslag er dog blevet tilsidesat af embedsværket. Vi har søgt dialog med politikerne og fik et møde med Erhvervs- og Planudvalget (EP-udvalget), der lovede os et nyt møde. Det blev i stedet til et møde med to embedsfolk, uden politisk deltagelse og kun tre dages varsel.«

»Vi føler os ikke hørt,« skriver Hornslet Handel.

I udtalelsen understreger handelslivet, at de er enige om målet: Børn skal kunne færdes trygt mellem skolerne.

»Men vi er meget bekymrede for, at ensretning af Byvej ikke vil skabe sikkerhed – tværtimod.«