Fortsæt til indhold

Hendes søster døde af kræft: Samlede 8.220 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse på to timer

Nellie solgte omkring 100 armbånd på to timer.

Samfund

Det gik over al forventning, da niårige Nellie Leth Bøttern tog opstilling uden for Brugsen i Ulstrup for at sælge armbånd til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Hun stod der i to timer og solgte på den tid omkring 100 armbånd, hvilket indbragte 8.220 kr.

Folk skulle betale mindst 40 kr. for at få et armbånd, men de måtte gerne betale mere, og det var der flere, der gjorde.

»Nogle gav 500 kr. for et armbånd, og der var en sød ældre mand, der blot ønskede et Knæk Cancer klistermærke, som også donerede 500 kr.,« fortæller Nellies mor, Line Leth Lundbak.

»Hun er stolt og nok også lidt chokeret over, hvor meget det lykkedes at samle ind på to timer. Men hun har også lagt meget tid og arbejde i at lave armbånd, så det er dejligt, det gik så godt.«

Salget ved den lokale brugs var blevet hjulpet godt på vej af brugsuddeleren, der havde fået taget et billede sammen med Nellie og reklameret for, at hun ville komme og samle ind.

Nellie mistede for to et halvt år siden sin tvillingesøster Flora, som døde af en kræfttumor i hjernen. Siden da har Nellie fulgt meget med i Knæk Cancer, og i år har hun så lavet sin egen indsamling, hvor hun laver armbånd og sælger dem til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Hun udstiller armbåndene på Ulstrup Bibliotek og havde sat et mål om at indsamle 15.000 kr. For to uger siden havde Nellie indsamlet omkring 5.000 kr., men siden da har det virkelig taget fart, og efter salget ved Brugsen har indsamlingen rundet 26.000 kr., så familien har sat målet op til 30.000 kr.

Indsamlingen fortsætter indtil det store Knæk Cancer show, som TV 2 sender lørdag 25. oktober. Nellie og familien er inviteret med til showet og skal efter planen også deltage i TV-programmet Go’ Morgen Danmark mandag 20. oktober.