Mindeord: Hejne Ferjani - en brav forkæmper til lands og til vands
Avisen har modtaget følgende mindeord om 48-årige Hejne Ferjani, Grenaa. Mindeordet er skrevet af Jørgen Brøgger, formand for Elsegaarde jagtforening, hvor Hejne Ferjani var næstformand.
»Det kom som et stort chok for os, efterfulgt af stor sorg og tristhed, da vi blev bekendt med, at vor energiske og afholdte næstformand Hejne Ferjani havde forladt os for at drage til ”de evige jagtmarker”.
Hejne blev fundet død i sin bil en septembermorgen, da han var på vej til sit job som skipper på Udbyhøjfærgen over Randers Fjord.
Uforståeligt, uvirkeligt og ja, man fristes til at sige uretfærdigt, selvom nogen måske vil finde det udtryk blasfemisk. Men jeg mener det faktisk.
En mand i sin bedste alder, 48-årig familiefar, der havde levet et sundt liv i pagt med naturen og jagtens verden.
Vores tanker og dybeste medfølelse går til Rikke og den øvrige familie.
Hejne var inkarneret og passioneret jæger med stort ”J”, altid med fokus på naturens og vildtets tarv. Dygtig jæger.
Jeg har aldrig set, at han har ”leveret” en eneste anskydning. Dygtig hundeopdrætter, flugtskytte og habil jagthornsblæser.
Han kunne og levede og åndede for det hele. Hejne var oprindeligt uddannet kok, inden han tog sin navigatøruddannelse. På den baggrund har han beredt os mange kulinariske oplevelser med sine kreationer over forskellige vildtretter. Tak for det, Hejne!
Det er ikke kun Elsegaarde jagtforening, der har lidt et stort tab, ej heller kun Djursland, men hele jagtsagen og jagten i Danmark, der ved hans alt for tidlige død har mistet en brav og indsigtsfuld ambassadør og forkæmper.
Med det gamle indianske mundheld ”at gå til de evige jagtmarker” er der ingen tvivl om, at Hejne nu er kommet det rette sted hen. Når det nu skulle være sådan. Vi havde gerne beholdt ham iblandt os mange år endnu, men det blev os så ikke forundt.
Vi ønsker Hejne al mulig ”Knæk og Bræk” dér.
Hejne blev bisat fra Grenaa Kirke den 25/9, hvor ikke færre end 12 jagthornsblæsere sagde et sidste farvel med signalerne ”Jagt Forbi” og ”The Last Post”.
Vores tab er selvsagt for intet at regne imod familiens. Vores tanker og dybeste medfølelse går til Rikke og den øvrige familie.
Når der er gået nogen tid, håber vi, at det er de gode minder, I vil samles om. Med tak for alt – Æret være Hejne Ferjanis minde.