Fortsæt til indhold

Kulinarisk topklasse: Estimeret kro genopfinder sig selv

Molskroen sætter ny standard med Fahd Ibrahim som køkkenchef.

Samfund
LNT

Fahd Ibrahim er tilbage på Molskroen som køkkenchef efter en imponerende karriere i dansk gastronomi.

Fahd Ibrahim: Fra kokkeelev til køkkenchef – tilbage til rødderne på Molskroen. Pressefoto

Fra Brøndums Hotel i Skagen til Søllerød Kro har han samlet erfaringer og inspiration, der nu skal løfte Molskroen til nye højder.

Fahd startede sin karriere som kokkeelev på Molskroen under Michel Michaud, og nu vender han tilbage med en mission: at forene tradition og modernitet i køkkenet.

En hyldest til rødderne

Molskroen har igennem årtier været defineret af sit køkken, og med Fahd Ibrahim i spidsen styrkes forbindelsen til husets historie.

Molskroen er allerede hædret med Michelin-guidens Grønne Kløver som anerkendelse af det bæredygtige arbejde i køkkenet. Med Fahd i spidsen står håndværket desuden helt centralt.

»Mit køkken bygger på nogle få, men stærke værdier. Først og fremmest handler det om smagen – alt starter og slutter her. Jeg behandler råvarerne med respekt og arbejder i naturens tempo, så vi kan bruge det bedste fra årstiderne. Jeg tror på den simple kunst: at den enkle tallerken kan være den smukkeste, når anretningen udføres med omhu og respekt for råvarerne. Kvaliteten er altid i centrum, og jeg går ikke på kompromis,« udtaler Fahd Ibrahim i den pressemeddelelse, som Molskroen har sendt ud i anledning af den tidligere elevs comeback.

Stærk drivkraft

Hos Molskroen er der ikke overraskende stor glæde over, at Fahd Ibrahim nu vender tilbage til huset – denne gang i rollen som køkkenchef.

»Molskroens restaurant har altid været kernen i huset. Med Fahd Ibrahim som køkkenchef får vi en stærk drivkraft, der kan videreudvikle Molskroens restaurant og sikre, at vi fastholder og udbygger vores position på højeste niveau,« udtaler direktør Sarah.

Ansættelsen af Fahd Ibrahim markerer begyndelsen på et nyt kapitel for Molskroen, ifølge ejer Lotte Enemark.

»Som nye ejere har vi brugt tid på at lære Molskroen at kende indefra og forstå den historie og de værdier, der gør stedet og Molskroens restaurant unik. Med Fahd som køkkenchef tager vi nu første skridt i at bygge videre på de rødder, Molskroen er vokset ud af – og løfte huset ind i en ny tid.«

Nye ejere

I starten af marts kom den historiske kro med tilhørende hotel officielt på markedet til en udbudspris på 55 millioner kroner.

Køberne var det aarhusianske par, Mads Bygballe og Lotte Enemark.

Mads Bygballe, der ejer Ruby Rejser og Seatravel, og hans kone Lotte Enemark, overtager selskabet for at »videreføre stedet i samme ånd og med samme værdigrundlag,« som der stod i pressemeddelelsen i anledning af overtagelsen.

Lotte Enemark er grafisk designer og medejer af kunstbutikken Kunst & Objekt på Guldsmedgade i Aarhus.