Ekspert advarer: Trods høj coronasmitte går otte ud af ti danskere syge på arbejde
Danskerne trodser feber, hoste og snue og tager smitten med på kontoret. Hygiejneekspert ser bekymret på tendensen.
Selvom de fleste ved, at man bør blive hjemme under dynen, hvis man er syg, gør mange danskere det stik modsatte, viser en helt ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for hygiejnevirksomheden Initial. I undersøgelsen angiver otte ud af ti danskere, at de er gået syge på arbejde, skriver Initial i en pressemeddelelse.
Tallet chokerer biolog og hygiejneekspert i Initial, Maria Brix Balle, der er bekymret for udviklingen, hvor mange danskere ikke tager højde for smitten og de store konsekvenser, det har for både arbejdspladsen og samfundet. Især lige nu, hvor Statens Serum Institut konstaterer, at der hersker et større coronavirusudbrud, end der er registreret i over et år.
»Når man er syg og bevæger sig ud i samfundet – hvad end det er i supermarkedet, toget eller på kontoret – så udsætter man andre for en kæmpestor smitterisiko. Problemet er allerstørst på kontoret, fordi man opholder sig indenfor og samme sted i mange timer. Det er den perfekte grobund for, at vira og bakterier spreder sig,« siger Maria Brix Balle fra Initial og fortsætter:
»Jeg frygter for, hvor meget sygdom det sene efterår vil bære med sig, når vi allerede nu ser et større coronavirusudbrud – og samtidig kan konstatere, at mange danskere tropper syge op på arbejdet.«
I undersøgelsen svarer 81,7 procent af de adspurgte danskere, at de er taget på arbejde, selvom de er syge.
Ifølge hygiejneekspert Maria Brix Balle afspejler undersøgelsens resultater en kultur, hvor man føler sig forpligtet til at møde på arbejde, selv når helbredet og smitterisikoen burde være førsteprioritet.
»Jeg er faktisk overrasket over, at kulturen med at tage på arbejde, selvom man er syg, er så forankret blandt danskerne. Mange føler måske, at de udviser ansvar ved at møde ind, men det er et misforstået hensyn og i sidste ende mere belastende for både arbejdspladsen og kollegerne, der bliver smittet,« siger Maria Brix Balle fra Initial.
Den nye undersøgelse viser, at det især er kvinderne, der er dårlige til at blive hjemme fra arbejdet, når de syge. Faktisk angiver 84,5 procent af kvinderne, at de er gået syge på arbejde, mens tallet for mændene er 78,9 procent.
Da smitten allerede nu florerer i Danmark, opfordrer Maria Brix Balle til, at man bestræber sig på ikke at tage på arbejde, hvis man har feber, nyser eller hoster.