Ringen sluttes, når Lotte siger farvel efter et halvt århundrede
Lotte Nielsen har været med til at holde liv i guldsmedefaget igennem 50 år. Nu ser hun frem til sit otium - og ikke mindst endelig at julehygge.
Smykkerne glimter stadig bag glasset i montrerne, og selv om der er stille i Lillegade i Grenaa sådan en formiddag, så kommer der stadig kunder ind til Lotte Nielsen i Byens Guldsmed.
»Nå, så er det snart nu, hva´?,« siger en kunde til hende.
»Ja, så er det snart nu,« svarer Lotte Nielsen og konstaterer dermed, at det faktisk snart er nu.
At hun lukker sin forretning og dermed også sætter punktum for et halvt århundrede som guldsmed og endnu flere som en del af arbejdsmarkedet.
»Jeg har været på arbejdsmarkedet i over 50 år, og det synes jeg faktisk er nok. Nu har jeg lyst til at blive folkepensionist,« fortæller Lotte Nielsen.
Ringen sluttes
Det er dermed et markant hul i det lokale handelsliv, hun efterlader sig, men samtidig er det også - for nu at blive i branchesproget - noget af en ring, der sluttes, når Lotte Nielsen takker af.
Det var nemlig her i de de selvsamme lokaler i Lillegade, hun som 17-årig gik i lære som guldsmed.
Det var også her, hun tilbragte sine første år som medarbejder, indtil hun besluttede sig for at blive selvstændig.
En titel som Lotte Nielsen i år kan se tilbage på 40 år med, da det var i 1985, hun overtog Østergade Guld og Sølv sammen med sin svigerinde Ulla, der også er udlært i samme branche.
I 2006 overtog de Byens Guldsmed og drev således de to butikker i omkring fem år, indtil de i 2010 afhændede forretningen i Østergade.
Med så mange år i et fag, som hun altid har værdsat, er der nærmest naturligvis også masser af blandede følelser med i beslutningen om at stoppe.
»Da jeg meldte ud, at nu starter jeg ophørsudsalg, tænkte jeg bare, ’hvad har du egentlig gang i, Lotte’. Det giver selvfølgelig en masse sommerfugle i maven, men på den anden side tænker jeg også, at jeg har taget beslutningen, og det er sådan, det er. Det kan ikke nytte noget at gå og fortryde ting, og jeg glæder mig også rigtig meget til at komme hjem og og bare være mig selv,« fortæller Lotte Nielsen.
»Det kan jo ikke være anderledes, end at det giver blandede følelser. Jeg har elsket de 50 år i den her branche, og butikkerne har fyldt meget i mit liv. Nok også nogle gange for meget, hvis du spørger mine børn,« noterer hun.
Mere tid
Det er i høj grad en af årsagerne til, at Lotte Nielsen har taget beslutningen om at stoppe nu.
For få år siden var hun egentlig sikker på, at hun skulle arbejde, til hun bliver 80 år, men løbende har Lotte Nielsen også konstateret, at alderen sætter sine spor på, hvor meget hun kan arbejde.
Hvis der skal være tilstrækkeligt overskud til også at invitere børnebørnene en tur i Skandinavisk Dyrepark fremover, så er tiden inde nu.
»Man bliver nødt til at trække en streg og sige: ’Nu er det min tid’. Jeg vil ikke risikere at se tilbage om fem år og tænke, hvorfor jeg dog ikke holdt, da jeg kunne,« fastslår Lotte Nielsen.
»Jeg har de skønneste unger og børnebørn, men jeg må også indrømme, at jeg har misset meget tid med venner og familie. Heldigvis har mine veninder været gode til at kigge forbi butikken, men der er meget, jeg gerne vil tage revanche for nu.«
Beslutningen om at stoppe har således været undervejs et stykke tid, men begyndte endeligt at tage form sidste år.
Undervejs har det været inde i overvejelserne, om det allerede skulle være sket inden sommeren, men så »er der jo så meget,« konstaterede Lotte Nielsen i løbet af foråret.
»December er min«
Det var dog vigtigt for hende at få sat en slutdato på, og den var Lotte Nielsen ikke i tvivl om.
Lige nu kører hun ophørsudsalg, og derfor kan hun i sagens natur ikke sige, om hun ikke har flere varer at sælge om 14 dage eller en måned, men én ting ligger helt fast.
»Efter 30. november er der i hvert fald ikke åbent længere,« fastslår hun og uddyber.
»Da jeg begyndte at tænke tilbage, kunne jeg konstatere, at jeg ikke har haft en december måned fri, siden jeg var 13 år gammel. Jeg begyndte at arbejde i en slikforretning som 14-årig, og der var jo også travlt i julemåneden. Så kom jeg i lære og blev selvstændig, og så er der bare ikke mere plads i kalenderen i december. Selv de to gange, jeg har født, har jeg skullet tilbage fra barsel i december,« fortæller Lotte Nielsen med et grin.
Derfor er det også i første omgang nogle af de små ting, der får en stor betydning, når hun ikke længere skal gøre forretningen klar i tidlige decembermorgener eller gravere smykker, mens julefrokosterne fyger igennem gaderne.
»Jeg har altid elsket julen, men jeg har aldrig rigtig haft tid til at nyde den. Jeg har jo været i butikken hele tiden, og så har jeg stået og bagt julekager midt om natten for at nå det hele. Jeg glæder mig helt vildt til en decembermorgen, hvor jeg ikke skal stå her i butikken, men bare kan mærke julestemningen. December i år, det skal være min,« fastslår Lotte Nielsen.
Det er Lotte Nielsen selv, der ejer ejendommen i Lillegade 13, hvor Byens Guldsmed holder til.
Hun har dog endnu ikke lejet lokalerne ud til potentielle nye forretningsdrivende.