Skoleleder stopper og får topjob i nabokommune
Syddjurs Kommune har hentet – endnu – en leder fra Favrskov Kommune.
Katrine J. Klixbüll stopper efter fem år som skoleleder på Hadsten Skole for at blive ny chef for Børn og Læring i Syddjurs Kommune.
Som chef for Børn og Læring får Katrine J. Klixbüll ansvaret for dagtilbud, folkeskoler, ungdomsskolen, PPR samt det brede lærings- og børneområde i Syddjurs Kommune. Hun får dermed en central rolle i at udvikle og sikre kvaliteten af børnenes trivsel og læring på tværs af kommunen.
Katrine J. Klixbüll har ifølge en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune været en markant leder i skoleverdenen gennem en årrække. På Hadsten Skole har hun været skoleleder siden 2020. Her har hun blandt andet udviklet stærke lederteams, etableret nye specialtilbud og været en tæt sparringspartner for forvaltningen i forhold til specialundervisning, skolefravær og udviklingen af nye læringstilbud. Før jobbet i Hadsten var hun viceskoleleder og leder af udskolingen på Tungelundskolen i Thorsø og lærer på Skovvangskolen i Hammel.
Går man længere tilbage, har Katrine Johannessen Klixbüll 10 års baggrund i det private erhverv. Hun er nemlig uddannet merkonom i logistik og har været ansat i 10 år hos Frode Laursen.
Selvom hun også fandt den tid spændende, så sagde hun alligevel følgende til denne avis, da hun blev skoleleder på Hadsten Skole:
»Jeg skulle nok egentlig bare have været lærer fra begyndelsen. Det er relationer med mennesker, jeg virkelig brænder for.«
Direktør for Sundhed og Dannelse, Anders Blæsbjerg Baun, der selv har en fortid i Favrskov Kommune, udtaler om ansættelsen:
»Jeg er meget glad for, at vi nu kan byde Katrine velkommen som chef for Børn og Læring. Hun har solid erfaring fra både drift og udvikling inde for skoleområdet, og hun har vist, at hun kan skabe resultater gennem samarbejde, tydelig ledelse og et stærkt fokus på børnenes trivsel og læring. Med Katrine får vi en leder, der både har det strategiske blik og den praktiske erfaring, som vi har brug for til at løfte et af kommunens vigtigste områder. Jeg ser meget frem til samarbejdet.«
Også Syddjurs Kommunes kommunaldirektør Rasmus Møller er rekrutteret i Favrskov Kommune, hvor han var direktør for Børn og Unge.
Katrine J. Klixbüll er 49 år, uddannet lærer fra VIA i Aarhus og har en diplomuddannelse i offentlig ledelse. Hun er gift, bor i Hinnerup og har to børn på 21 og 16 år. Hun tiltræder sit nye job 1. november.