Fortsæt til indhold

Direktør for skyggehotel risikerer fængsel

Det er, ifølge politiet, en sag om bedrageri af »særlig grov beskaffenhed«, som venter en af Nest Collection-bagmændene.

Samfund

Spørger man Østjyllands Politi, er der foregået følgende:

Han har hævet 3.124.160 kr. på intetanende kunders konti efter at have lokket dem i en abonnementsfælde.

Han har begået et særligt groft tilfælde af omgåelse af moms- og bogføringsloven. Og han har bevidst ført skattemyndighederne bag lyset.

Ifølge politiet har direktøren for skyggehotellet Nest Collection begået alvorlig økonomisk kriminalitet.

Det viser et anklageskrift, Jyllands-posten har fået aktindsigt i.

Manden i politiets søgelys er iværksætter Thorbjørn Braad.

Af anklageskriftet fremgår det, at politiet mener, at Braad har begået omfattende bedrageri af »særlig grov beskaffenhed« fra den 1. november 2020 til den 31. december 2020.

Sagen, som Berlingske for år tilbage dækkede indgående, er som følger:

På webshoppen Copenhagen Lashes kunne man indtil virksomhedens konkurs købe beautyprodukter til øjenvipperne. Serum, falske øjenvipper, den slags.

På både deres egen hjemmeside og Facebook reklamerede Copenhagen Lashes for en række gode tilbud på de produkter.

Det er her, abonnementsfælden, ifølge anklageskriftet, er klappet.

Snydt for 3.124.160 kr.

Når kunderne havde købt et produkt hos Copenhagen Lashes, blev de, uden at vide det, abonnenter hos virksomheden. Så fik de tilsendt flere produkter, og der blev også trukket månedlige beløb fra kundernes konti.

Politiet mener, at den finte har kastet 3.124.160 kr. af sig. Ulovligt, vel at mærke.

Både Braad og ejeren af selskabet bag Copenhagen Lashes, Sebastian Møller Gaardsøe, er tiltalt i sagen.

Copenhagen Lashes er under konkursbehandling, og Gaardsøe selv er erklæret personligt konkurs.

Udover abonnementsfælden drejer tiltalen sig om momsunddragelse, manglende bogføring i selskabet, manglende årsrapport og at have »undladt at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis og tilgængeligt for bl.a. kurator og Skattestyrelsen«.

Braad og Gaardsøe er tiltalt for ikke at have sikret at bogføre i overenstemmelse med god bogføringsskik ved at have undladt at registrere pengeoverførslerne, så kuratoren i sagen og skattemyndighederne ikke kunne få adgang til dem.

De ting beskriver politiet som »omstændigheder, der karakteriserer forholdet som særligt groft«.

Selv skriver Thorbjørn Braad om sagen til Jyllands-Posten:

»Vi kan desuden oplyse, at Thorbjørn Braads tidligere bureau (Scale Marketing, red.) udelukkende har leveret markedsføringsydelser for Copenhagen Lashes som ekstern samarbejdspartner og ikke har haft nogen ejer- eller ledelsesrolle i virksomheden.«

Men den forklaring har politiet øjensynligt ikke godtaget.

Både Braad og Gaardsøe er tiltalt i sagen som »reelle ejere« af selskabet bag Copenhagen Lashes, ECOM IVS.

Jyllands-Posten har forsøgt at komme i kontakt med Sebastian Møller Gaardsøe på mail, sms og telefon, men han svarer ikke på vores henvendelser.

Sagen venter nu på at komme for domstolene.