Fortsæt til indhold

Deres årelange kamp for cykelsti fortsætter efter endnu en udsættelse. »Det her kan politikerne ikke være bekendt«

Cykelsti ned til Ajstrup Strand udsættes igen. Duo vil møde op i byrådssalen igen for at markere utilfredshed.

Samfund

Der var uforfalsket glæde at spore hos Freja Lausten og Mie Wejding fra byrådssalens tilskuerpladser tilbage i maj 2023, da projektet for at færdiggøre en cykelsti ned til Ajstrup Stand blev vedtaget efter 22,5 års kamp.

Freja Lausten (tv) og Mie Wejding har boet i Ajstrup-området i mange år og fejrede fra byrådssalens tilhørspladser- for tidligt viser det sig nu - at der nu langt om længe kommer en cykelsti helt ned til Ajstrup Strand. Arkivfoto: Nystrup

Men siden er det ikke sket noget som helst, og til eftermiddagens byrådsmøde er sagen endnu en gang dukket op på dagsordenen. Det vækker både vrede og undren hos Freja Lausten.

»Cykelstien skulle etableres i år. Vi opdagede dog sidste år i april, at projektet var blevet udskudt til 2026. Det protesterede vi imod og fik foretræde ved Teknisk Udvalg og efterfølgende bad byrådet om at prioritere cykelstien mest muligt. Vi måtte dog affinde os med en forsinkelse på et år på grund af nogle godkendelser, der trak ud,« forklarer hun og fortsætter:

»Men nu har vi opdaget, at cykelstien endnu engang skubbes yderligere et år til 2027, og det synes vi ikke, politikerne ikke være bekendt. Jeg er rasende.«

Derfor har frontkæmperne til den længe ventede cykelsti tænkt sig at møde op ved byrådssalen inden dagens byrådsmøde for at uddele postkort til alle byrådspolitikere.

Hvad håber I på at få ud af at møde op?

»At der kommer nogle gravemaskiner i gang, lige efter vi har passeret 2026.,« siger hun.

Avisen følger sagen.