Nicolai Wammen på Capri med hjælpende hånd til lokale unge
Finansminister Nicolai Wammen kom mandag til Skanderborg for at kickstarte Ungeløftet, der skal hjælpe unge tættere på job, uddannelse og fællesskab.
Det er ikke hver dag, finansministeren svinger forbi Skanderborg. Mandag var en undtagelse, for da troppede Nicolai Wammen op på Capri i Dyrehaven for sammen med lokale virksomheder, organisationer og Skanderborg Kommune at kickstarte Ungeløftet.
Ungeløftet er en ny landsdækkende indsats for unge mellem 15 og 29 år, der hverken er i job eller under uddannelse. På landsplan handler det om godt 45.000 unge. De har vidt forskellige baggrunde, men fælles for dem er, at de har brug for en hjælpende hånd til at finde fodfæste på deres vej. I skanderborg er der aktuelt 300 unge uden job og uddannelse.
Ungeløftet, som er en del af en bred politisk aftale i Folketinget, skal hjælpe dem tættere på et job, en uddannelse og meningsfulde fællesskaber.
Over de kommende 10 år er der afsat 2,3 mia. kr. til indsatsen, der bliver udrullet i alle landets kommuner i løbet af 2025. Mandag var turen kommet til Skanderborg, der har modtaget 3,6 mio. kroner til indsatsen over de kommende tre år.
Lokalt er Ungeløftet et samarbejde mellem kommunen, virksomheder og organisationer om at hjælpe unge til at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.
Blandt de lokale virksomheder og organisationer, der er klar til at sætte gang i Ungeløftet i Skanderborg er blandt andre Illux, Inox, Solina, BC Catering, Superbrugsen i Hørning, Føtex Skanderborg, Pana, Skanderborg Festivalklub, Stilling Køl & El, Skanderborg AGF Håmdbold og AVK.
I partnerskab med kommunen byder de ind med muligheder forskellige til de unge. Det kan for eksempel være i form af lærepladser, fritidsjob eller støtteforløb for unge, der ellers risikerer at stå uden for fællesskabet.
»Vi skal se potentialet i de unge, der har haft det svært, og vi skal omsætte omtanke til handling. Derfor glæder det mig, at så mange lokale virksomheder og foreninger bakker op. Sammen kan vi give de unge et bedre afsæt og en reel plads i fællesskabet,« siger borgmester Frands Fischer.