Fortsæt til indhold

Svømmeklub samlede ind til brysterne

For nylig havde Swimteam Neptun en weekend med både velgørenhed og medaljer.

Samfund
sra

Der var både hjerte og høj puls i Randers, da Swimteam Neptun lørdag 4. oktober stod i spidsen for Lyserød Lørdag på Søndermarksskolen, hvor vand, fællesskab og velgørenhed gik hånd i hånd. Det fortæller klubben i en pressemeddelelse.

Med støtte fra Mariager Apotek, Epic Booking, Føtex Dytmærsken, Sparekassen Danmark, Randers FC, McAnders, Randers Cimbria og kulturudvalgsformand Louise Høeg (V) blev der samlet mellem 3.000 og 4.000 kroner ind til Støt Brysterne.

»Vi tror på, at sport skal være en del af fællesskabet i Randers, og her viste både erhvervsliv og foreningsliv, at vi kan løfte i flok. Den slags dage gør en forskel - ikke bare i kroner, men i sammenhold,« siger Morten Brøndum, der er klubmanager i Swimteam Neptun, i pressemeddelelsen.

Samtidig havde klubbens konkurrencesvømmere travlt i den anden ende af landet, hvor Vestdanske Kortbanemesterskaber for juniorer og seniorer blev afviklet i Esbjerg. Her leverede Rasmus, Frederikke, Cecilie, Oliver og Lea en række stærke præstationer, og Frederikke og Rasmus kvalificerede sig endda til finaler.

Lea Skjærris Lund sørgede for ekstra jubel, da hun gentog sin imponerende bedrift og tog guld i 50 meter rygsvømning for tredje år i træk som junior og fulgte op med en bronze på seniorpodiet.

»Hun har ikke fået den mest optimale start på sæsonen, så at levere på det niveau er simpelthen så imponerende. Hun er vokset op i klubben og står som et forbillede for de yngre svømmere - ikke bare på grund af medaljerne, men fordi hun er den, hun er, og viser fightervilje som her, igen og igen,« fortæller Morten Brøndum.