Fortsæt til indhold

Turen gik til Kattegatcentret - men Mazini blev hængende i Grenaa

Han er uddannet olieingeniør, men ville hellere være frisør - og har nu været 25 år i Grenaa.

Samfund

Turen gik fra Aarhus til Grenaa for 25 år siden for Mazini Issa, hans hustru og de fire børn. Familien skulle en tur i Kattegatcentret, men dagen kom ikke kun til at handle om hajer, rokker og hvad man ellers kunne opleve dengang i Grenaas største turistattraktion.

Mazini var oprindeligt uddannet olieingeniør og havde arbejdet i offshoreindustrien på boreplatforme i Middelhavet. Han arbejdede i flere år på platforme ud for Sicilien, men også i lande som Irak og Saudi Arabien.

Jeg ville hellere have med mennesker at gøre, og i min familie var der flere frisører, så jeg fik lært frisørfaget
Mazini Issa

»Men det var et kedeligt arbejde og ikke let for familien, når jeg var væk i en måned. Jeg ville hellere have med mennesker at gøre, og i min familie var der flere frisører, så jeg fik lært frisørfaget. Min onkel havde en salon i Milano, og her startede jeg som 16-årig efter skoletid. Jeg ville gerne have min egen salon i Aarhus, som jeg var flyttet til i 1998. Det var dog for dyrt for mig at etablere salon i Aarhus. Men på turen gennem Grenaas gader efter besøget i Kattegatcentret fandt jeg den helt rigtige placering - i en lukket cykelforretning - til en salon i Storegade - og her åbnede jeg min første salon og flyttede med min familie til Grenaa,« siger Mazini.

Har aldrig fortrudt

Det har han aldrig siden fortrudt. Hans salon har haft hjemme på flere adresser - i Storegade, i Lillegade og senest i Fuglevænget, hvor kunderne har let ved at finde en parkeringsplads, hvis de trænger til en klipning.

En god håndfuld elever er blevet udlært i Salon Milano - opkaldt efter byen, han elsker og hvor favoritfodboldholdet fra AC Milan har hjemme. Tre af børnene er da også blevet uddannet som frisører, mens en datter er chef for en Skoringen-butik i Aarhus.

Mazini er et meget socialt menneske, hvad man tydeligt så ved 25 års jubilæumsreceptionen forleden. Dagen igennem strømmede det ind med gæster og gaver til jubilaren - og helt typisk som udtryk for, hvor godt han og familien er faldet til i Grenaa og det danske samfund - var der både hjemmelavede italienske specialiteter og en dansk pølsevogn til at stille sulten, mens man kunne slukke tørsten i både rødvin og fadøl.

I Grenaa fik Mazini succes fra starten med at tilbyde klipninger uden tidsbestilling - og til en pris, som mange kunder fandt favorabel. Han fik mange kunder, som spontant finder på, at nu vil de klippes, og de vil ikke vente flere dage på det

Mazini valgte hurtigt at melde sig under fanerne i Grenaa Old Boys, hvor han i flere år vogtede målet på et af veteranholdene. Og var en fremragende vært, når hans hold holdt afslutning med masser af italienske specialiteter og lækkerier på bordet.