Fortsæt til indhold

Da borgmesterens kone blev begravet, hjalp Folketingets formand sin bedste ven igennem den svære dag

Lars Storgaard og Søren Gade blev for mange år siden venner på en trist baggrund. Venskabet varer ved, og i dag er de bedste venner og har stor glæde af hinanden.

Samfund

Den 27. januar 2022 døde borgmester Lars Storgaards kone, Inge, af brystkræft, der havde spredt sig massivt i store dele af kroppen. I den sin ægtefælles sidste tid støttede Favrskovs på det tidspunkt helt nyvalgte borgmester sig især til sin bedste ven, Søren Gade, der flere år forinden selv havde mistet sin kone til kræft.

»Søren var en kæmpe støtte for mig og talte blandt andet med mig om, hvad jeg skulle huske at snakke med mine børn om og om den svære samtale med min ægtefælle,« fortæller Lars Storgaard.

Søren Gade, der er tidligere forsvarsminister og nuværende formand for Folketinget, deltog naturligvis også i begravelsen af sin nære vens hustru, der blev stedt til hvile fra Ulstrupbro Kirke.

»Søren holdt en fantastisk tale til begravelsen, og bagefter handlede han ind og lavede mad til os. Om aftenen, da mine piger var gået til ro, blev vi oppe og fortsatte med at bearbejde sorgen. Det siger alt om Søren som menneske og ven. Han har så meget overskud, og jeg står i dyb gæld til ham,« fortæller Lars Storgaard.

Kig dig selv i spejlet

Søren Gades kone Helle døde af kræft i 2008 efter at have været igennem et årelangt sygdomsforløb, hvor det gik op og ned. Deres børn var ni og 11, da moren i 2000 blev syg, så det var et meget langvarigt forløb for folketingspolitikeren, der også var minister i flere af årene under hustruens sygdom.

Efter hustruens død begyndte han som pårørende at holde foredrag for Kræftens Bekæmpelse sammen med tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen, der selv havde kræft og har overlevet tre kræftsygdomme.

»Jeg fortalte om min egen oplevelse uden løftede pegefingre, om hvad du kan gøre som pårørende, ven og ægtefælle. Folk ved ikke, hvad man lever igennem,« siger Søren Gade.

Han råder folk til at kigge sig selv i spejlet og tænke over, hvilke forventninger man har til andre, hvis man selv bliver syg. Og dernæst tænke over, hvad man selv gør for dem i ens omgangskreds, der er syge.

»Hvis der ikke er overensstemmelse, så se at få bragt det i orden. Verden bliver et bedre sted at leve, hvis vi tager os mere af hinanden. »Hver tredje af os får kræft, og hver syvende dør af det, så vi kan ikke bare lukke øjnene for kræft, som ændrer vores liv for altid på godt og ondt.«

Jagttur gjorde godt

Søren Gade var med sine egne ord ikke i så god form, da han i begyndelsen af 2008 mistede sin hustru. På det tidspunkt kendte han og Lars Storgaard ikke hinanden, men det kom de til igennem deres fælles ven, den tidligere leder af Det Konservative Folkeparti, Bendt Bendtsen. Han er ligesom Gade og Storgaard inkarneret jæger og i øvrigt ligesom Lars Storgaard tidligere politibetjent.

Bendtsen arrangerede en jagttur, og Storgaard foreslog ham, at han inviterede Søren Gade med, selvom han altså ikke kendte Gade personligt.

»Jeg vidste, hvad du havde været igennem, og hvordan det påvirkede dig,« fortæller borgmesteren, som Din Avis har sat stævne sammen med Folketingets formand, der er med på en video-forbindelse fra sit kontor i Folketinget.

Jagtturen gik til Polen, og Søren Gade tænker stadig med glæde tilbage på turen, der kom i kølvandet på en mørk tid i hans liv. Ikke blot havde han mistet sin kone, men også to andre familiemedlemmer, og som forsvarsminister havde han været med til at begrave adskillige danske soldater, der var blevet dræbt i tjeneste i Afghanistan.

»Jeg var rimelig slidt og er meget taknemmelig for, at jeg kom med på turen. Det fik mine tanker lidt væk fra de mange begravelser indenfor kort tid af min kone, familie og soldater.«

Viet af Lars

De to jægere, Søren og Lars, klikkede godt sammen og har siden turen til Polen været bedste venner. De ses blandt andet jævnligt i Søren Gades sommerhus på vestkysten.

Lars Storgaard (til højre) besøger jævnligt Søren Gade i hans sommerhus ved Vesterhavet. Pressefoto

»Vi ringer sammen flere gange om ugen. Nogle gange taler vi kun et par minutter, andre gange i lang tid. Når man har rørt ved de dybe følelser som sygdom og død, er der ikke noget, vi ikke kan snakke om. Vi kan snakke om alting, ikke kun jagt. Vores venskab stikker meget dybere end jagt, og det var også grunden til, at jeg bad Lars om at vie mig og min hustru – på grund af alt det vi har oplevet sammen,« fortæller Søren Gade og fortsætter:

»Vi blev venner på en trist baggrund, men vi kan ikke lave om på fortiden og glæder os over, at der er kommet noget godt ud af det. Vi har begge fundet et venskab, der holder, og glæder os over at være tæt på hinanden.«

Efter mange år alene har Søren Gade igen fundet kærligheden og blev i sommer gift med Marianne Kirk. Det foregik hjemme hos Lars Storgaard i Ulstrup under meget private former, som offentligheden først fik kendskab til nogle uger senere, da Søren Gade selv ”lækkede” nyheden til pressen.

»Det betød meget, at jeg kunne ringe til Lars og bede ham om at gifte os, uden at det kom videre. Hvis du ringer til den forkerte, er du hurtigt på forsiden af Ekstra Bladet. Når du ringer til Lars, er det som at ringe til Forsvarets Efterretningstjeneste. Det kommer ikke videre.«

Terminal syg

Lars Storgaard blev forlovet med Inge som ung og havde levet med sin hustru i over 40 år, da hun for snart fire år siden døde. Inge fik brystkræft i 2012 og fik fjernet det ene bryst og noget af det andet. I 2018 blev hun raskmeldt, men sygdommen vendte tilbage i foråret 2021 med fuld styrke. I august fik de at vide, at kræften var reduceret tydeligt, men dagen før kommunalvalget i november 2021 var de til kontrol og fik en ny melding, der lød, at hun ikke kunne helbredes.

»Jeg sov ikke natten før valget, og på valgaftenen var der konstituering til langt ud på natten, og jeg skulle op igen kl. 8 dagen efter. Det var hektisk,« husker Lars Storgaard, der højst overraskende endte med at blive borgmester.

På valgaftenen og de kommende dage kunne man meget tydeligt se på Lars Storgaard, at han var stærkt påvirket af situationen på hjemmefronten. Offentligheden kendte ikke til situationen, og mange undrede sig over, at han som nyvalgt borgmester slet ikke virkede begejstret.

Travlt og ensomt liv

Her snart fire år efter Inges død har Lars Storgaard ikke fundet kærligheden på ny.

»Jeg kan jo ikke gå på Tinder, så ender jeg som borgmester nok på forsiden af en avis. Nogle joker med, at man skulle lave et program, der hedder ’Borgmester søger kærlighed’. Så siger jeg, at der nok kun vil være én deltager i programmet,« siger borgmesteren med et smil og tilføjer:

»Der kommer vel en på et tidspunkt, og måske får jeg rigtig god tid efter valget,« siger han med et lidt nervøst smil forud for kommunalvalget om en måned.

Søren Gade (til venstre) kokkererer for sin bedste ven, Lars Storgaard. Privatfoto

»Jeg lever et travlt og spændende liv som borgmester, og selvom jeg er omgivet af mange mennesker, er det også et ensomt job. Jeg har fuld fart på og deltager i alt, men når jeg kommer hjem, er der ensomt. Jeg har ikke engang en hund længere, for det kan jeg ikke passe ind i mit job.«

Her bryder Søren Gade ind i samtalen og minder sin ven om, at Søren Gade selv i mange år var alene.

»Når man bliver ældre, vil man gerne have en at dele sit liv og oplevelser med. Jeg har sagt til Lars, at der kommer en dag, hvor han også bliver kørt over af toget. Det kommer, når det kommer.«

Foredrag i InSide

Søren Gade og Lars Storgaard ser hinanden igen, om ikke før så senest mandag 20. oktober i Kulturhuset InSide i Hammel. Her holder de kl. 18.00- 19.30 foredrag om deres fælles historie med kræft, hvilket er den direkte anledning til denne artikel.

De to politikere kender begge formanden for Kræftens Bekæmpelse Favrskov, Irma Møller, som for længe siden spurgte dem, om de ikke ville holde et fælles foredrag. Billetsalget går stærkt, fortæller formanden, så man skal nok ikke vente for længe med at tilmelde sig. Man kan tilmelde sig online via kbfavrskov.nemtilmeld.dk eller ved at sende en sms og betale 50 kr. på MobilePay til Irma Møller på telefon 24 43 54 21.