Politisk tavshed - motionscenter venter stadig på svar
Hvorfor afviser Syddjurs Kommune at give lokaletilskud til motionscentre, spørger et medlem i foreningen Hornslet Motionscenter.
Hornslet Motionscenter har mere end 700 medlemmer, hvoraf en stor del er stemmeberettigede ved kommunalvalget.
Mange af medlemmerne har bemærket, hvordan flertallet af byrådsmedlemmer i Syddjurs Kommune fortsat underkender deres fællesskab og ignorerer deres behov, bemærker Mogens Greve, mangeårigt aktiv i Hornslet Motionscenter.
Fællesskab er nøgleordet
»Syddjurs Kommune giver lokaletilskud til sportsgrene som badminton, padel og pickleball, hvor op til fire spillere kan være på banen ad gangen. Det sker på trods af kommunens krav om minimum fem deltagere for at yde lokaletilskud. En rideforenings fem ekvipager, der rider samtidigt i en stor ridehal, er også fællesskab og tilskudsberettiget,« siger en undrende Mogens Greve.
Hornslet Motionscenters 300 m2 store træningssal er fyldt med moderne træningsmaskiner og -udstyr og masser af medlemmer.
»Det er langt fra noget særsyn at se 35-40 medlemmer i alle aldre fylde salen godt op og træne, snakke og hygge. Men for Syddjurs Kommune er dette fællesskab ikke godt nok, og derfor afvises foreningens ansøgninger om lokaletilskud til træningssalen,« siger Mogens Greve.
Mangler fortsat svar
Mogens Greve henviser til en artikel bragt i Din Avis Syddjurs 29. august 2024 under overskriften ’Syddjurs Kommune skylder Hornslet Motionscenter en forklaring’. Artiklen handler om byrådsmedlem Henriette Qvist Eriksen (V) og hendes deltagelse i generalforsamlingen hos Hornslet Motionscenter.
Henriette Qvist Eriksen var ved den lejlighed det første (og hidtil eneste) byrådsmedlem siden åbningen af centret i 2016 til at tage imod en af de åbne invitationer. Hun ville tage sagen op politisk og bede Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget om at svare Hornslet Motionsforening.
»Foreningen har endnu ikke hørt fra udvalget, men jeg gætter på, at svaret er, at så skal der tilføres flere midler til området, og det er jo en politisk prioritering, som skal foretages, når der lægges næste års budget. Fair nok, men hvorfor fortæller udvalget så ikke det,« siger Mogens Greve.
Følger embedsværket
I forhold til lovgivningen er det ikke ulovligt, at Syddjurs giver den kolde skulder til mere end 700 medlemmers fælles træning i den store sal. Det er en politisk holdning. Folkeoplysningsloven foreskriver, at lokaletilskud skal gives til fællesskabsfremmende aktiviteter.
Hvis politikerne mener, at medlemmernes træning i salen lever op til kommunens forståelse af begrebet fællesskab, kan de nikke ja til at yde tilskud. Når de ikke mener det, kan de lade være. Mogens Greve fornemmer, at politikerne blot følger embedsværkets retningslinjer og ikke har tænkt sig at protestere.
»De folkevalgte politikere kan selvsagt ikke sætte sig detaljeret ind i alle regler og retningslinjer. I mange sammenhænge er politikerne afhængige af administrationens faglige viden og rådgivning og skal med den i hånden finde de løsninger, der bedst muligt kombinerer borgernes interesser og ønsker med kommunens,« siger Mogens Greve.
180 graders vending
Efter i 2019 at have vendt 180 grader for pludselig at bevilge (delvist) lokaletilskud til foreningen, besluttede det daværende Udvalget for plan, udvikling og kultur, PUK-udvalget, 6. november 2019 at ville se nærmere på historikken og regelgrundlaget i sagen. Men siden er der intet sket, ifølge Mogens Greve.
Han respekterer, at Henriette Qvist Eriksen kom på banen for godt et år siden.
»Alle øvrige byrådsmedlemmer har stukket hovederne og de røde ører i busken i larmende tavshed. Så hvem pokker skal jeg stemme på til kommunalvalget,« spørger Mogens Greve.
Din Avis Syddjurs tager en runde med Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget for at forhøre sig om svaret til Hornslet Motionsforening er undervejs?