Fortsæt til indhold

Stort skift hos politiet: Dropper socialt medie

Fra januar skifter politiet kommunikationskanal.

Samfund

Når politiet i fremtiden skal kommunikere korte beskeder af operativ karakter til offentligheden, vil det foregå via en ny kanal på politiets hjemmeside.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Politiet råder i dag over forskellige kanaler til kommunikation, og fra januar 2026 vil politiet tage en ny i brug.

Den nye kanal får navnet POLITI UPDATE og vil være at finde på forsiden af politi.dk og på politiupdate.dk.

»Jeg ser meget frem til, at vi nu får vores egen kommunikationskanal, hvorpå vi vil være først og hurtigst med korrekte og relevante informationer om aktuelle politiforretninger, mens de pågår, til befolkningen og medierne. Det er ingen hemmelighed, at vi har skelet til vores nordiske kollegaer, hvor man også har lignende meddelelseskanaler, og hvor man har gode erfaringer med kommunikationsformatet,« siger kommunikationschef i Rigspolitiet, René Gyldensten.

Teknologien bag POLITI UPDATE leveres af Ritzaus Bureau A/S, og kanalen vil også være tilgængelig via deres tjenester.

»Vi er glade for samarbejdet med politiet. Det ligger i naturlig forlængelse af den forretning, som vi står for, hvor vi sikrer, at landets redaktioner hurtigt og let kan få adgang til vigtige informationer,« siger administrerende direktør i Ritzau, Jacob Kwon, i en pressemeddelelse.

I dag benytter politiet det sociale medie X til at udkomme med korte operative meddelelser til offentligheden, men der har længe været et ønske om, at politiet fik sin egen platform til operative meddelelser.

Når politiet skifter til Ritzau vil formen stadig være korte meddelelser om aktuelle hændelser, lyder det.

Samarbejdet med politiet betyder ikke, at Ritzau giver køb på den redaktionelle frihed. Meddelelserne fra politiet vil være fuldstændig adskilt fra redaktionerne, understreger Kwon.