Per Øxenholt smadrede rude i faldefærdig bygning i Viborg for at redde duer ud i friheden
Efter at have smadret ruden og befriet en due, blev Velfærdslistens Per Øxenholt sigtet for hærværk af politiet. Ejeren af bygningen valgte imidlertid ikke at retsforfølge Per Øxenholt, selvom denne indrømmede at have smadret ruden.
Per Øxenholt har nok at se til.
Mandag tidligt fik han et vink fra en borger i Viborg om, at han ville komme til domkirkebyen for at se ved selvsyn, hvordan duer sad bag lukkede ruder i en ejendom i midtbyen i St. Sct. Mikkels Gade 27 forgæves forsøgte at komme ud i friheden.
Ingen hjælp
»Da jeg kom derop, ringede jeg først 114 for at få beredskabet til at komme med en stige for at redde duerne, men det sagde de nej til. Herefter ringede jeg 112 for at få politiet til at komme. Det ville de heller ikke,« fortæller Per Øxenholt.
I stedet gik han selv i aktion, fattede en sten og kastede den op på ruden, der smadredes øjeblikkeligt.
Duen baskede med vingerne og fløj ud i friheden.
»Duen havde siddet derinde i 14 dage og forsøgt forgæves at komme ud. Andre duer lå døde inde bag ruden,« fortæller Per Øxenholt, der for et par år siden var medstifter af en dyrevelfærdsforening, som han selv er formand for.
Politiet ankommer
Kort efter Øxenholts stenkast kom politiet kørende. De var blevet hidkaldt.
Per Øxenholt indrømmede uden blusel, at det var ham, der havde smadret ruden til de to politifolk.
Det fremgår af en video, som Per Øxenholt optog, mens det foregik.
»Det er mig, der har smadret den rude,« lyder det fra Øxenholt.
I første omgang blev Per Øxenholt sigtet for hærværk efter en kort samtale med de to politifolk, og han fik at vide, at hvis han foretog sig yderligere, blev han anholdt og taget med i detentionen i Holstebro, så måtte han indstille sig på at tage toget hjem dagen derpå.
Politifolkene nægter overfor Øxenholt, at de ikke gerne ville komme, men havde andre og vigtigere ærinder at tage ud til.
Videooptagelse
»Dyr skal sgu’ reddes. Hvis du ser, der sidder en hund i en varm bil, så er der også nogle, som reagerer.« siger Per Øxenholt henvendt til de to politifolk.
»Jeg ville ikke i detentionen, så jeg gjorde ikke mere, selv om jeg gerne ville have befriet de andre duer. Senere blev jeg ringet op af den politimand, som havde sigtet mig. Han fortalte mig, at ejeren af bygningen ikke ville retsforfølge mig,« fortæller Per Øxenholt.
Han forklarer, at hans forehavende med aktionen var at redde duerne og dokumentere endnu et eksempel på manglende dyrevelfærd.