Guitarist Lars Hybel er død
En af landets mest markante guitarer er for evigt forstummet.
Guitaristen Lars Hybel er død.
Det bekræfter hans samlever, Else Lykke Bjerre, over for avisen.
»Vi var soulmates i 45 år. Vi var ikke gift, det brugte hippier jo ikke,« som hun udtrykker det.
Måske siger selve navnet Lars Hybel ikke mange så meget, men lyden af hans guitar har været en stor del af mange danske albums og de sange, der flød ud fra radiohøjttalerne – især i 1980’erne og 1990’erne.
Warm Guns, Henning Stærk, Allan Olsen, Peter A.G. Spillemændene og The Intellectuals, for nu bare at nævne nogle få kunstnere, der har nydt godt af Hybels guitarspil.
Mest kendt er han nok for sit samarbejde med C.V. Jørgensen. Mest – forstås – for sit unikke præg på Jørgensens lyd og sange, men også som manden med elguitaren ved siden af C.V. på bagsædet af bilen, der kører gennem den københavnske nat i videoen til sangen »Det si’r sig selv«.
Lars Hybel flyttede i begyndelsen af 1970’erne til Aarhus, hvor han hurtigt blev en del af byens musikliv. Og et hårdt liv.
»Det gik helt tilbage til 1980, hvor jeg prøvede heroin. Vi var jo en hel generation af folk, der eksperimenterede meget med stoffer. Men jeg holdt mig altid meget derhjemme med det, behind closed doors, som Lars Muhl siger,« fortalte han til Gaffa i et interview fra 2010.
Efter sin tid i Aarhus flyttede han tilbage til København. Han lagde stofferne på hylden og har udgivet et album i eget navn.
Efter nyheden om guitaristens død har ramt, bliver han hyldet af kolleger på de sociale medier.
»Tak Lars for alle de fantastiske stunder, vi havde sammen og alle de fede riffs og den kompromisløse energi, du pyntede mine sange med. Vi talte sammen på telefonen sidste gang for to uger siden. Du ønskede at vi skulle samle Warm Guns igen. Det nåede vi ikke,« skriver Lars Muhl, forsanger i Warm Guns, på sin Facebookside.
»Lars spillede en unik blanding af punk, new wave og country-inspireret guitar, og med en helt særlig rørende sensibilitet. Han var, som en af de første i DK, med til at gøre Country til noget hipt,« skriver kollegaen Aske Jacoby, der har stået ved siden af blandt andre Thomas Helmig, Danseorkestret og Sanne Salomonsen. Han er for øvrigt også at finde på samme bagsæde som Hybel i »Det si’r sig selv«.
Lars Hybel efterlader sig – udover samleveren – sønnen Hermann.
Lars Hybel blev 74 år gammel. Else Lykke Bjerre oplyser, at begravelsen finder stede fra Enghave Kirke torsdag 23. oktober.