Politiet strammer grebet om nattelivet i flere byer
Østjyllands Politi forlænger nattelivszoner i Aarhus og Randers med to år.
I oktober 2021 etablerede Østjyllands Politi nattelivszoner i områder i centrum af Aarhus og Randers, hvor mange mennesker går i byen. Zonerne blev senere forlænget til 26. oktober 2025. Nu er de forlænget yderligere to år til 2027.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I Aarhus er nattelivszonen udvidet til også at omfatte hele Fiskergade, Telefontorvet og Graven. Målet er at styrke politiets muligheder for at begrænse kriminaliteten i områderne, skabe tryghed for beboere og gæster i nattelivet og sikre en mere effektiv indsats mod vold og narko i nattelivet.
Sammen med forlængelse af nattelivszonerne forlænges også det forbud, der er mod ikke-nødvendig kørsel i en del af Klostergade i tidsrummet klokken 24.00-05.00.
Nattelivszonerne har gjort, at det er muligt at forbyde personer, der er dømt for visse former for kriminalitet f.eks. vold og våbenbesiddelse i nattelivet, at færdes og tage ophold på serveringssteder, der serverer stærk alkohol, over hele landet samt i definerede nattelivszoner i tidsrummet 24.00 til 05.00.
Hvis den dømte bryder forbuddet, er der i førstegangstilfælde udsigt til en bøde på 10.000 kroner. Ved gentagelse vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage.
Ud over muligheden for at idømme personer, der har begået kriminalitet som fx vold i nattelivet, et forbud, har politiet også mulighed for at give et påbud til personer, der i nattelivet skaber utryghed. Med et påbud bliver de personer bedt om at forlade en eller flere nattelivszoner frem til klokken 05 den følgende morgen.