Fortsæt til indhold

Omar savnede et godt surdejsbrød i Grenaa - nu har han mod på mere

En test viste, at grenaaenserne har savnet det gode brød. Nu ser det ud til, at byen får et surdejsbageri.

Samfund

Når Omar Jarkas kørte flextrafik, og turen gik til Grenaa, undrede det ham tit, at der ikke i byen findes et surdejsbageri. Især hvis han savnede en god kop kaffe og en surdejsbolle med ost.

Hans mavefornemmelse sagde ham, at der var et udækket behov, for han hørte hos kunderne i vognen, at de delte hans ønske om frisk kvalitetsbrød i byen - og så besluttede han sig for at gøre noget ved det. Som et godt eksempel på lokal handlekraft, iværksætteri og kærlighed til godt brød.

Det stak helt af, og sådan har det været hver eneste dag lige siden, hvor jeg har været nødt til at lukke før tid, fordi jeg ikke havde mere brød at sælge
Omar Jarkas

»Jeg lejede en salgsvogn og fik kontakt til gode surdejsbagere i Aarhus-området. Jeg fyldte vognen med surdejsbrød for at teste ideen, men efter en halv time var der udsolgt. Det stak helt af, og sådan har det været hver eneste dag lige siden, hvor jeg har været nødt til at lukke før tid, fordi jeg ikke havde mere brød at sælge. En af mine kunder sagde til mig, at det her er vanedannende, for surdejsbrød smager bare bedre og sætter en ny standard for kvalitetsbrød,« siger Omar i salgsvognen, som står parkeret ved Lidl i Grenaa.

Jager tomt butikslokale

Men det bliver den ikke ved med, hvis alt går, som Omar håber. Han er nemlig på jagt efter et tomt butikslokale i Grenaa. Dem er der mange af, men Omar vil selvfølgelig have det bedst mulige - men med en realistisk økonomi. Hans plan er at åbne 1. november - og så skal der ikke kun laves surdejsbrød, men også kager - og man kan få en kop kaffe til.

Når man siger til Omar, at der jo i forvejen er gode muligheder for at købe surdejsbrød i Grenaa, forklarer han, at meget af det surdejsbrød, der sælges i danske butikker ikke har noget med surdejsbrød at gøre, men fremstilles ved hjælp af færdige blandinger.

»Det er ikke lavet 100 procent af surdej, men det er de brød, jeg sælger. Det er håndværk - lavet helt fra bunden,« siger Omar, der nu har etableret selskabet Surdejshuset som et Aps, fordi som han siger - »Grenaa fortjener et godt brød og jeg glæder mig til at blive en del af byen.«

Hvad er surdej

Surdej er en symbiotisk kultur af mælkesyrebakterier og gærsvampe, der anvendes som hævemiddel ved brødbagning. Brød, der er bagt med surdej, har en særlig smag, som hovedsagelig skyldes den mælkesyre, der dannes af mælkesyrebakterierne.

Balancen mellem de aktive mikroorganismer giver forskellige typer surdej, og det var førhen velkendt, at husmoren på nogle gårde havde opdyrket en surdej, der var bedre end den, de fleste andre havde. Endnu i dag findes der særligt eftertragtede surdeje, som skyldes dette.

Surdej kan fremstilles ved at blande mel og vand samt eventuelt kærnemælk. Det skal så stå i nogle dage før det er klar til brug. Normalt fratages der dog i stedet en klump dej ved bagning, der så bruges som surdej ved næste bagning. Surdej er bedst inden for en uge, men kan holdes i live ganske længe ved jævnlig tilsætning af mel og vand.