Ny containerrute fra Aarhus »styrker havnens internationale forbindelser«
Aarhus Havn bliver et vigtigt knudepunkt for verdens tredjestørste containerrederi.
»Når vores forbindelser til havene i Østersøen bliver endnu stærkere, giver det erhvervslivet flere muligheder. Det gavner i sidste ende os alle. Jeg glæder mig over, at godset nu har endnu en vej frem. Det styrker forsyningssikkerheden i en ellers usikker tid,« siger Thomas Harber Borch, CEO hos Aarhus Havn.
I denne uge lagde skibet CMA CGM Mermaid for første gang vejen forbi Aarhus. Det er en ny rute, der skal forbinde Aarhus endnu bedre med Tyskland og Baltikum.
Det skriver Aarhus Havn i en pressemeddelelse.
Franske CMA CGM er verdens tredjestørste containerrederi, og de sejler i hele verden. Og selvom Danmark er et lille land, så er det et vigtigt stop på den nye rute.
»Aarhus vil altid være en vigtig havn for CMA CGM. Både på verdensplan, men også set med skandinaviske briller,« siger Morten Neve Jensen, der er Short Sea Director Denmark hos rederiet.
Den nye rute tager 14 dage at sejle, og to skibe er på den. Derfor vil der komme et af skibene forbi Aarhus hver uge fremadrettet.
Skibet vil i fremtiden fast sejle mellem Aarhus, Klaipėda, Riga, Gdansk, Bremerhaven og Hamborg.