Fortsæt til indhold

Et monument over forsinkelser og uduelighed

Samfund
Lars Norman Thomsen. Foto: Lars Clement

Ringparkengrunden i Ryomgård, omkranset af Nordre Ringevej og Nordlyvej, har i årevis stået over for en transformation, der aldrig synes at blive til noget. Området har potentiale til at blive et centralt sted for byens fremtidige udvikling, men processen har været præget af forsinkelser, inkompetence og politisk slinger.

Området har potentiale til at blive et centralt sted for byens fremtidige udvikling, men processen har været præget af forsinkelser, inkompetence og politisk slinger.

Kirting Olesen, tidligere formand for Ryomgård Distriktsråd, har gentagne gange efterspurgt klarhed og handling fra politikerne. Ved et borgermøde i Kolind+ tidligere på året om næste års kommunale budget spurgte han igen ind til status på planen og hvem der er formand for det udvalg, der arbejder med den. Han fik ikke et svar.

Det viser sig imidlertid, at der har været nedsat et udvalg, som pt. ligger brak, hvilket Kirting Olesen senere fik oplyst af en medarbejder på Syddjurs Kommune. I det netop indgåede budgetforlig står det nævnt i noterne, at der skal laves en helhedsplan for området, og både Riber Hog Anthonsen og socialdemokraten Ole Sønderskov Hansen har lovet at punke embedsværket, så det bliver holdt til ilden.

Ringvejens Børnehus, som allerede deler ledelse og bestyrelse med Poppelvejens Børnehave, er en central del af planerne for Ringparkengrunden. Der har været politisk opbakning til at erstatte den snart udtjente Poppelvejens Børnehave, men de oprindeligt afsatte midler er blevet fjernet fra budgettet. Foto: Lars Norman Thomsen

Ringparkengrunden rummer enorme muligheder for Ryomgårds fremtid. De sidste 12 beboere forlod plejecentret på Ringparken i juli 2019 og flyttede for hovedpartens vedkommende i stedet ind i plejeboliger i det nybyggede Lillerupparken i Rønde. På det kommunale budget for 2021 var der afsat 1,7 mio. kr. til nedrivning af de 20 plejeboliger. Beløbet dækker også midler til genopretning af facade og tag langs den facade, hvor en del af boligerne fjernes, fordi der her er tale om en delvis nedrivning, hvor den resterende bygningsmasse skal bevares.

Planerne om nedrivning er stillet i bero grundet både globale begivenheder og lokale beslutninger. Under corona-pandemien blev nogle af plejeboligerne indrettet som karantæneboliger, og efterfølgende blev de brugt til at huse ukrainske flygtninge. I dag bor der stadig ukrainere i Ringparken.

En vigtig del af helhedsplanen er opførelsen af en ny børnehave, som skal erstatte den snart udtjente Poppelvejens Børnehave. Der var oprindeligt afsat 15 mio. kr. til formålet, og planen var at sammenlægge de to kommunale børnehaver, Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave, i 2027/28. De to børnehaver har allerede fælles ledelse og bestyrelse, og en sandsynlig ny placering for en ny børnehave var på den såkaldte cirkusplads overfor Ringvejens Børnehus. De 15 mio. kroner er blevet pillet af igen.

Det gamle posthus ejes af Syddjurs Kommune og har senest været hjemsted for en stordagpleje, men denne lukkede 1. marts 2024. Posthuset har dog fortsat lys i vinduerne, fordi legestuen for byens dagplejere fortsætter, og et lokale bruges af en lokal forening af rollespillere. Hertil kommer, at der ligger et hus på arealet, som tidligere har været brugt som gæstedagplejehus, men som nu er en integreret del af Ringvejens Børnehus. Også fremtiden for dette skal afklares i forbindelse med helhedsplanen.

Nu er fremtiden for Ringparkengrunden langt om længe rejst politisk. Herefter må borgerne i Ryomgård forvente, at der ligger en konkret tidsplan for, hvornår der sker noget. Planen bliver skubbet længere ud i fremtiden efter meldingen om, at opførelsen af de 50 plejeboliger er flyttet, så de først står klar i 2031. Men det forhindrer ikke embedsværket i at få lavet en helhedsplan længe før. Skal det ske, kræver det både politisk vilje båret af et krydspres fra borgerne i Ryomgård. Hvis det sidste ikke sker, bliver Ryomgård overhalet af andre projekter rundt om i kommunen.