Fortsæt til indhold

Seks tips: Sådan støver du bedst af

Når du tørrer støv af, kan du risikere at støve endnu mere, hvis du gør det forkert. Se 6 tommelfingerregler, du bør følge, når du fjerner støv.

Samfund
Rikke BergVidencentret Bolius

Det er ikke svært at støve af, men det er ret vigtigt, at du følger disse 6 tommelfingerregler fra Videncentret Bolius’ fagekspert i rengøring, Michael René, når du støver af – i hvert fald hvis du vil have mindst muligt støv i din bolig.

1. Fjern først løse tæpper og ryst dem udenfor

Faktisk er det bedst helt at undgå tæpper på gulvet, hvis du vil have mindst muligt støv i din bolig. Der er nemlig mange flere husstøvmider på væg til væg-tæpper og løse tæpper i forhold til på de glatte gulve.

Husstøvmiderne vil holde fast til tæppefibrene, og derfor kan du ikke gøre et tæppe lige så rent som et glat gulv med støvsugning. Glatte gulve er noget helt andet, da husstøvmiderne ikke har meget at holde fast i.

2. Start med at fjerne det tydelige støv

Er der tydeligt støv på dit gulv eller på hylder? Så fjern det først, så du ikke hvirvler det rundt, mens du går rundt og gør rent andre steder.

Brug en støvsuger, en børste eller en klud. I første omgang er den optimale rækkefølge af afstøvningen bestemt af, hvor der er mest beskidt.

3. Fjern derefter støv oppefra og ned

Når du har gjort rent der, hvor der er mest beskidt, er tommelfingerreglen, at du mest effektivt fjerner støv oppefra og ned. Denne regel er god, fordi støvet, som du nemt kommer til at hvirvle lidt rundt, når du gør rent, altid vil falde ned og ende på gulvet. Derfor skal du slutte med at støvsuge og evt. vaske gulvet.

4. Mikrofiberklude er bedst til at tørre støv af

Du kan bruge alle former for klude til at fjerne støv fra overflader, men mikrofiberklude fjerner støvet mest effektivt.

5. Vrid kluden i en mild sæbeopløsning

Når du skal tørre støv af, er det mest effektivt at bruge en fortyndet mild sæbeopløsning. Bland fx 2 liter lunt vand med et par dråber miljømærket håndopvaskemiddel uden farve og uden parfume.

Når du har tørret en flade over, kan du polere den med et rent og tørt viskestykke, så overfladen bliver ekstra fin.

6. Luft ud med åbne vinduer, mens du støver af – og bagefter

Når du støver af med åbne vinduer, kan noget af støvet, som du hvirvler op, hvirvle ud ad vinduet i stedet for at hvirvle rundt i din bolig.

Derudover udvikler og formerer husstøvmider sig bedst, hvor der er lidt fugtigt, hvilket en udluftning afhjælper. Vi anbefaler generelt, at du lufter ud med gennemtræk 3 gange om dagen i 5-10 minutter.