Fortsæt til indhold

Politiet advarede om forbindelser mellem Amanacare og det kriminelle miljø i Aarhus Vest: »Det siger mig, at det er vilde vesten-tilstande«

Nu skal justitsministeren forholde sig til den betændte sag.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Efter TV 2 Østjyllands afsløringer af grove forhold på det ikke-godkendte opholdssted Amanacare i landsbyen Homå ved Grenaa, lander sagen nu på bordet hos justitsminister Peter Hummelgaard (S).

SF’s socialordfører, Charlotte Broman Mølbæk, har indkaldt ministeren til et åbent samråd for at få svar på, hvilke konkrete lovændringer og initiativer regeringen vil tage i brug for at forhindre, at lignende sager kan ske igen.

»Jeg synes jo virkelig, at det bakker op omkring det grundige arbejde, som TV 2 Østjylland har lavet for at afdække den her sag – også med hjælp fra borgere, som har været opmærksomme på de unges trivsel,« siger Charlotte Broman Mølbæk.

Udover justitsministeren har SF også indkaldt socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til samråd om sagen den 3. november.

Indkaldelserne af ministrene sker efter TV 2 Østjyllands afsløringer af forholdene hos det ikke-godkendte opholdssted Amanacare i den stille landsby Homå ved Grenaa.

TV 2 Østjylland har blandt andet fortalt om 12-årige William, der oplevede massive svigt under sin ulovlige anbringelse, og historier om advarsler fra politiet, der advarer om forbindelser mellem Amanacare og det kriminelle miljø i Aarhus Vest.

Både Norddjurs og Ringsted kommuner har efter TV 2 Østjyllands afdækning valgt at politianmelde direktør Mahmoud Halloum – blandt andet er direktøren politianmeldt for at have vildledt Ringsted Kommune og Socialtilsynet.

SF’s socialordfører mener, at Amanacare-sagen afslører et langt større problem på det sociale område.

»Det siger mig, at det er vilde vesten-tilstande, vi har med at gøre. Lovgivningen er ikke god nok, og kontrollen fungerer slet ikke. At én kommune kan se sig selv i øjnene og blive ved med at have borgere anbragt derude, er fuldstændig ubegribeligt,« siger hun.

Partiet vil kræve svar på, hvordan oplysningerne om Amanacare er blevet håndteret – og hvorfor hverken ministerier eller politi greb ind, før sagerne blev offentligt kendt.

»Vi har krævet, at vi vil have et samråd uden bagkant – det betyder, at vi stopper først, når vi er tilfredse,« siger Charlotte Broman Mølbæk.

Hun kræver, at regeringen sætter ind med en taskforce, der kan undersøge og stoppe private opholdssteder, som drives uden godkendelse eller på kanten af loven.

Derudover vil SF have lovgivningen strammet, så ingen ikke-godkendte opholdssteder længere kan modtage sårbare borgere.

»Jeg håber først og fremmest, at regeringen kommer til at fortælle os, at de nu vil lave en indsatspakke, hvor vi både strammer op på lovgivningen, lukker ned for ikke-godkendte tilbud og strammer op på tilsynet,« siger hun.

»Det er bekymrende, at man har haft så alvorlig viden og alligevel ikke gjort noget ved det. Det svarer lidt til, at man kigger på en dødsulykke, der er i gang, og bare står og ser på uden at hjælpe,« siger Charlotte Broman Mølbæk.

For Charlotte Broman Mølbæk handler sagen i sidste ende om værdighed.

»Det her er både utrolig dumt og krænkende for vores retsfølelse, men værst af alt er det uværdigt for et velfærdssamfund, at vi behandler nogle af de mest udsatte mennesker på den her måde,« siger hun.

Hun lover, at SF vil holde fast i sagen.

»Hvis ikke regeringen får gjort noget, tager vi det med videre til næste regering,« siger Charlotte Broman Mølbæk.