Grønne drømme er blevet til virkelighed for lokal skole
Skolegård er nu blevet indrettet efter børnenes egne idéer og drømme med plads til biodiversitet, udeundervisning og naturnære frikvarter.
Torsdag indvies den nye ”Grønne Gård” på Kochs Skole i Aarhus - et grønt område med alt fra krydderurter og bærbuske til et lille amfi-teater, sansesti og krathegn.
Eleverne har kort sagt fået en skolegård, der giver plads til mere balance mellem natur, leg, undervisning og samvær i skoletiden, fremgår det af en pressemeddelelse.
Bag transformationen står Danske Anlægsgartnere. Kochs Skole vandt nemlig organisationens landsdækkende ”Vind en grøn skolegård”-konkurrence i 2022.
»I byen er der kamp om hver kvadratmeter, og ofte taber natur og grønne områder til andre hensyn. Derfor arrangerede vi konkurrencen for at påpege, at asfaltørkenerne ved landets skolegårde er en overset ressource, som sagtens kan forvandles til grønne oaser. Det handler ikke kun om klimasikring og bæredygtighed, for naturprægede omgivelser og udeundervisning gavner beviseligt også børns naturforståelse, indlæring, trivsel og en lang række andre parametre. Derfor er vi glade og stolte over, at Kochs Skole nu er kommet i mål med deres skolegårdsrenovering,« siger direktør Michael Petersen.
Konkurrence indbragte privatskolen på Trøjborg 100.000 kroner og hjælp fra anlægsgartnere, og skolen valgte at bruge det som en anledning til at få renoveret større dele af udearealerne. Derfor er der også indkommet støtte fra Nordea Fonden og Aarhus Kommune til det samlede projekt.
Fra torsdag kan eleverne nu løbe ud i en biodiversitetslabyrint, finde steder med vilde planter, søge ly i en overdækket bålhytte, have madkundskab i et kommende udekøkken, finde læsero i små rum, hvor boldspil ikke er i fokus og meget mere.
»Vi dyrker udeliv og tror meget på at trække undervisningen udenfor undervisningslokalet for at lave “virkelige” ting, hvor børnene kan se konkrete resultater af deres projekter. På den måde understøtter vi børnenes foretagsomhed,« siger skoleleder Kate Dybdahl.
Også lærer Mette Bloch, der har været med i projektets følgegruppe, er begejstret for de nye, grønne gårdrum.
De vilde idéer fra børnene på Kochs Skole har anlægsgartnervirksomheden OKNygaard stået for at virkeliggøre.
»Det har selvfølgeligt været nødvendigt at koge børnenes input lidt ned, men jeg synes, at det færdige resultat er ret tæt på og også ret fantastisk,« siger projektleder hos OKNygaard, Rasmus Skov.
Foruden det grønne uderum er der også anlagt nye multibaner og legeområder, så der er fin balance mellem ro og sansning og den vilde leg og boldspil.
»Det er jo mest asfalt fra væg til væg overalt, hvor man kigger hen. Jeg ved, at pengene tit er små, men jeg vil opfordre til, at skolerne nogle gange går i gang i det små, renoverer et ubrugt hjørne og går i gang med at tænke naturen ind i udearealerne. Børn har brug for det grønne, og der skal ikke så meget til for at gøre en stor forskel,« siger Rasmus Skov.